Jeg synes hun er meget tynd

Hej

Jeg skriver hermed for, at høre om jeg kan få lidt gode råd herfra.

Min søster har før haft kontaktet jer og jeg har der igennem fået denne mail adr. Hun har været meget glad for den hjælp hun fik herfra. Hun anbefalede mig derfor at skrive hertil.

Jeg har en Chihuahua født den 8 marts 2008. En tæve Bella. Hendes fødselsvægt var 104g. I dag vejer hun 1650g. Det første gang jeg har haft en Chihuahua.
Hun er en meget spinkel pige. 23 cm lang fra nakke til halens start. 12 cm høj. Hendes bredeste sted over brystkassen er en omkreds af 28 cm.

Jeg synes hun er meget tynd og man kan se hendes ribben. Men ellers synes jeg hendes helhed er flot og ”passer sammen” med hendes ellers facon. Så at sige.
Men jeg har svært ved at få hende til at spise noget.
Jeg har prøvet div. mad typer. Royal hvalpe foder, Royal chihuahua mad for hvalpe over 8 mdr. og Hill. Er forsøgt også.
Jeg synes Hill er det bedste for hendes hud, hun klør sig meget i de perioder, hvor jeg har givet hende Royal foder.
Intet af mærkerne vækker interessen for maden mere end det andet. Jeg har prøvet at gøre tør fodret vådt også. Jeg giver hende 50 g pr. dag, men hun spiser aldrig op. Hun går til og fra.

Jeg så en udsendelse for et par uger siden, en eng. Hunde opdragelse fra tv2. hvor der netop var Chihuahua i. Der blev de anbefalet at give hunden mad 2 gange om dage, og tage det væk hvis ikke hunden spiste det. Dette skulle de gøre i 2 uger. Efter et par dage begyndte hunden at spise alt op. På denne måde fik hunden sin kost opfyldt.
Jeg forsøgte derfor denne måde også. Men det resultere desværre ikke i det ønskede resultat. Bella spiser ikke sin mad og spiser fortsat meget lidt. Jeg fodre hende ikke imellem med mellem måltider, idet jeg forstod det således at hun skulle være sulten når maden blev sat frem. Pt. spiser hun så max 20 g pr. døgn.
Hun har nu været igennem den ”kur” 2 gange om dagen mad og så bliver det fjernet. Det eneste jeg har opnået er hun har tabt 100g.
Skal jeg gå tilbage til at lade madskålen så på gulvet hele dagen, så får hun dog 50 g i døgnet.
Er det dumt kun at give tørfoder som jeg ellers har hørt er det bedste?

Hvad kan jeg gøre for at få Bella til at spise mere. Flok synes hun er alt for tynd og mager. Mange kommentere dette. Selv har jeg jo aldrig set hende anderledes. Da vi var til dyrlægen i forbindelse med hendes indsprøjtninger, sagde han hun var en flot og sund og rask hund. Den gang vejede hun ca.900g.
Skal jeg ”opfede” hende så at sige eller hvad kan jeg gøre ved hendes mad?
Hun sover en del, men er ellers legesyg og frisk nok.

Håber du kan hjælpe mig med et godt råd.

Med Venlig Hilsen
Annette Loop


Besvaret af Ruth S. Gundersen

Kære Annette Loop.

Jeg skal hilse fra Kaj-Ove og sige, at han gerne vil have besøg af dig og din hund! Efter billedet at dømme ser hun helt perfekt ud, og en chihuahua's normalvægt er omkring 2 kg, mere eller mindre alt efter alder, køn og knoglebygning, så vi tror ikke rigtigt på, at der skulle være noget galt med hende. Det eneste der er galt, det er, at du har gjort hende skrupforvirret med alle de forskellige slags mad og måder, den er blevet serveret på! Hun har jo slet ikke kunnet nå at omstille sig fra den ene måde til den anden i løbet af sin korte levetid. Tag hunden under armen og kom herhen en tur, så skal du nok få en god hundesnak og et par supergode chihuahua-råd fra både Kaj-Ove og mig!
Kan dét ikke lade sig gøre, så hold i hvert fald fast i, at hun skal have mad to gange om dagen, hverken mere eller mindre. (Én gang dagligt, når hun er helt udvokset, dvs. omkring 1½ års alderen) Spiser hun op, er det fint, og gør hun det ikke - i løbet af et kvarters tid - så tag resterne og gem dem til næste måltid - hvis det altså er tørfoder. Ellers er det bedst at smide det ud, så hun får et friskt måltid hver gang. Det kan godt give noget spild i starten, og hun kan - muligvis - gå hen og tabe sig endnu mere - men tag dét med og lad være med at gå i panik, for det skal nok stabilisere sig før eller siden. Regelmæssighed i fodringen er alfa og omega for et godt hundeliv med en god og sund fordøjelse. Kaj-Oves hunde får for eksempel alle tre foderet Mini Adult fra Royal Canin, og de elsker det! De får kun ét måltid om dagen, nemlig klokken 17.30 - og Gud nåde og trøste os, hvis klokken skulle gå hen og blive fem minutter over!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Han markere sig op af min kæreste

Hej Kaj Ove

Jeg har en dejlig han chihuahua som lige er blevet 1 år d. 15.december. Han markere sig op af min kærestes sko og støvler og alt nyt der kommer ind i lejligheden. Vi har også en anden stor han hund som var her inden Gismo kom til. Hans hunde kurv bliver også markeret tit. Det underlige i det er at det sker kun når de er alene hjemme eller hvis vi sover. Når vi er hjemme kan han godt sige til når han vil ned. Vi er ved at blive godt uvenner her hjemme pga det. Da min kæreste selvfølgelig er træt af at det er hans sko og støvler det går ud over. Hvad skal jeg stille op når det foregår når vi ikke er her eller sover??? Jeg har prøvet at sætte en kattebakke med grus i og den bruger han også flittigt, bare ikke når vi ikke er der. Når vi hjemme så kan han sagtens finde på at gå på den hvis han skal inden vi går ned eller efter vi er kommet op igen. Det kan også ske at han markere sig når min kæreste er hjemme alene med ham, men aldrig når jeg er hjemme.

Dorte Hjort

Besvaret af: Ruth S. Gundersen

Kære Dorte Hjort.

Det er helt typisk både jalousi og dominans, der rør' sig i din lille hanhund! Det nytter ikke at skælde ud, hvis du kommer hjem og ser, at han har markeret, mens du var væk - eller har sovet - kun, hvis du griber ham på fersk gerning. Ellers vil han ikke kunne forstå, hvad han skal skældes ud over. Og lad være med at dyppe hans næse i det - det var noget, man troede der hjalp "i gamle dage". Hvis du griber ham midt i ulykken og straks viser ham hen til døren - eller kattebakken - forstår han, at det er der, det skal foregå. - Selv om han så lige netop ikke kan få held til at markere på de ting, han helt klart er utilfreds med - nemlig alt, hvad der har med din kæreste at gøre - Men det er jo også dét, han skal vænnes af med!
Dette irriterende uvæsen kan du - i hvert fald til dels - imødegå, nemlig ved at gemme ALT væk, der kan markeres på: Sko, tøj, tasker osv. kan enten sættes ind i et skab eller i hvert fald oven over "hundehøjde", så det er ham helt umuligt at tisse så højt. Vanskeligere er det med den store hunds kurv, som jo er nødt til at befinde sig i gulvhøjde. Men du skal sørge for hele tiden at være efter ham og vaske af med Rodalon, så det i hvert fald ikke indbyder til at strinte igen og igen på samme sted.

Man kunne engang købe noget, der hed "Gå væk, hund!" - som skulle kunne afholde hunde fra at markere på særligt "attraktive" steder. Jeg ved ikke, om det kan fås endnu - men hvis dyrlægen har noget tilsvarende, og det er jeg sikker på, at han har, skulle du prøve det. En bekendt af mig var hundetræner i sin soldatertid, og her lærte han, at hvis en hund er slem til at tisse på bestemte steder, så skulle han sætte dens madskål dér, for den tisser ikke godvilligt oven i sin egen mad - og det virkede! Det er jo også et tip, der kunne være værd at forsøge - selv om det jo nok i praksis er temmelig umuligt at stille madskåle på samtlige steder, hvor han kunne tænkes at ville sætte sine "mærker"...!

Det må være en intelligent hund, siden han godt kan finde ud af at gå på kattebakke! Ros ham i høje toner, hver gang han aflægger den et besøg!
Men han VIL altså helt klart allerhelst være enehersker i dit og din kærestes og den store hunds hjem. Og det er ikke sikkert, at I får fred i huset, før du tager beslutningen om at få ham kastreret. (Selvfølgelig forudsat at du ikke har tænkt dig at bruge ham til avl.) En kastration vil i de allerfleste tilfælde være den bedste løsning på problemer af den slags, som du er udsat for. - Og det er IKKE "synd"! Tværtimod vil du få en meget mere rolig, trofast og renlig hund, hvis du får det gjort. Dog skal du være forberedt på, at der kan gå op til tre måneder, inden hormonerne er helt ude af kroppen, så det er ikke et mirakel, der sker fra den ene dag til den anden - men der vil komme en dag, hvor du har al mulig grund til at glæde dig over, at der er kommet en helt ny og afslappet atmosfære i jeres hjem!

Held og lykke med det!
Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Hun er begyndt at klø sig

Hej.

Har jordens dejligste lille chihuahua hvalp på 6 mdr, hun er købt uden stamtavle men er perfekt :O)), Mit spørgsmål er følgende, Hun er begyndt at klø sig, mest på halsområdet, hun har ikke lopper men har dog haft det og fik behandling imod dette, hun kommer i bad med brug af speciel shampoo fra dyrlægen, er hendes kløe noget jeg skal bekymre mig om. Har også hørt om noget foder der herrer BARF, det skulle være råt foder, må min hvalp få rå kød, og hvilken kød er bedst til hende, vil jo gerne give hende det bedste man kan få. Er det smart at lade sin chihuahua løbe frit på en mark, er lidt paranoid, har hørt historier om ørne og ræve der har taget denne type hunde.

Håber at du vil bruge lidt tid på at svare på disse ting.
På forhånd tak og venlig hilsen
Henrik


Besvaret af: Ruth S. Gundersen

Hej Henrik.

Ja, selvfølgelig skal du bekymre dig om hundens kløe! Måske er hun allergisk over for den shampoo du bruger, også selv om dyrlægen har anbefalet den. Det kan også være, at du vasker hende for tit - det skulle faktisk slet ikke være nødvendigt, mere end højest en enkelt gang hver eller hveranden måned, hvis hun da ikke ligefrem har gået rundt i noget griseri udenfor. Alt for hyppig vask kan irritere huden - det tager sin tid at få genoprettet det naturlige fedtlag, der fra naturens side skal beskytte huden mod udtørring. Desuden kan hun risikere at få eksem - både hvis hun ikke bliver 100% tør efter vasken, og hvis du måske ikke har fået skyllet shampooen helt og aldeles ud af pelsen på hende. - Er huden meget tør, kan du prøve at give hende et par dråber god olie i foderet engang imellem.
Prøv også at lade hende gå uden halsbånd, når hun er hjemme. Et halsbånd kan sagtens irritere så meget, at hunden begynder at klø sig, hvor det sidder - og det kan være begyndelsen til en ond cirkel, som det kan være meget svært at komme ud af igen.

Jeg kender ikke foderet BARF - men hvis det indeholder råt kød, må hun absolut IKKE få det! De små maver er sarte, og råt kød kan indeholde mikroorganismer, der måske ser ret uskyldige ud, men som sagtens kan lave ravage i en lille Chihuahua-hvalpemave. Vil du give din hund det bedste, så kan jeg på det varmeste anbefale Royal Canin Junior - der er "designet" netop til den slags hunde. (Jeg får ikke procenter for at anbefale dette foder - det er kun min egen erfaring, der fortæller mig, at det ER det bedste, du kan gøre for din hund!)
Hvis du vil give godbidder, så er kogt kylling eller skinke et godt tip til belønning - af den helt rigtige, sunde og absolut uskadelige slags. - Men naturligvis: Alt med måde!

Jeg forstår slet ikke, at du TØR lade hende løbe rundt på en mark uden snor! Der er ganske rigtigt rovdyr, både med fjer og på fire poter, der synes, at sådan et lille kræ er en ren delikatesse, så du har al mulig grund til at være paranoid, hvad det angår. Tag hende med ud, for selvfølgelig skal hun have afløb for sin energi - men giv hende en flex-line på, så du altid har kontrol med, hvor hun befinder sig. - I Kaj-Oves hundebrevkasse så vi for eksempel for nogle år siden, at en Chihuahua-hvalp var blevet ædt - af en KAT! - Så hold GODT øje med hende - og med alt, hvad der kunne tænkes at ville snige sig ind på hende, både fra jorden og fra luften!

Jeg håber, du snarest får styr på kløe-problemet. Men bliver det ikke bedre, må du hellere gå til dyrlægen med hende en gang for meget end en gang for lidt!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen


RESPONS:

Hej Ruth.

Tusinde gange tak for dit svar.

Jeg har nu fået tid hos Abild dyreklinik i Brabrand og tager princessen med der op i morgen torsdag så må vi se hvad det er hun fejler. Jeg bruger kun det foder som du anbefaler og syntes klart at det er det bedste til hende så intet råt kød her :o)), hvilken olie er det jeg skal dryppe i hendes mad så pelsen holder sig blank og skinnende, har hende kun i bad en gang om måneden og sørger for at hun bliver ordentlig tør bagefter, men nu må vi se hvad dyrlægen siger.

Med venlig hilsen
Henrik

Hej igen.
Du kan bruge enten en god spiseolie - vindrukerne-, solsikke- eller majsolie - eller også købe noget vildt dyrt specielt til hudpleje hos dyrlægen, jeg husker ikke, hvad det hedder, men en lille dåse koster omkring 250 kroner. Ellers er de kapsler, man køber i Aldi f.eks. - med fiskeolie og de "rigtige" Omega 3-fedtsyrer i - ganske udmærkede. Men giv kun en ganske lille smule ad gangen - en knivspids eller en kvart teskefuld, det er kun ganske lidt der skal til, og hun kan få tynd mave, hvis hun får for meget. Bruger du kapslerne, så klip dem op og giv hende kun en enkelt dråbe ad gangen. Resten bliver det jo nok svært at gemme til næste gang :-), men så har du sikkert også selv godt af det, så det behøver ikke at gå til apilde af den grund!
Godt, du går til dyrlæge - så prøv også lige at nævne det her for ham/hende - for jeg vil nødigt være skyld i, at du gør noget forkert!

Med venlig hilsen
Ruth
 

Kan man købe specielt føde-/hvalpe-udstyr? Hejsa.. hvor lang tid plejer der normalt at gå imellem chihuahua'ens løbetid? Og hvornår er det bedst at få hende parret? Er det på 3. dagen? :) Når hun er blevet drægtig, er det så noget med, at hun ikke må dyrke så meget motion, som hun plejer? Og hoppe op og ned af møbler? Hvilket udstyr skal man have klar? Kan man købe specielt føde-/hvalpe-udstyr? Muligvis en fødekasse eller lignende? Hun er 2 år nu.. det er da ikke for tidligt, er det? Har haft skrevet til dig før.. men nu nærmer vi os hendes løbetid, og jeg ville blive glad for at få svaret på mine spørgsmål :) Kh. Nickie og Nuggi..

Besvaret af Ruth S. Gundersen

Hej Nickie & Nuggi.

Godt, du er vendt tilbage til os, du må jo have været tilfreds sidst...:-)
Løbetiderne hos chihuahua'en er ikke meget anderledes end hos større hunde, nemlig ca. en gang hvert halve år, somme tider lidt mindre og andre gange lidt længere. Det afhænger også af, om der går flere tæver sammen - så "indretter de sig" faktisk efter hinanden og får løbetid næsten på dato alle sammen. Praktisk, ikke?

Det bedste parringstidspunkt er midt i perioden, der normalt varer tre uger, altså mellem 8. og 14. dag.
Det med motionen plejer de at klare selv - der kommer simpelthen et tidspunkt, hvor tæven er så besværet af den voksende mave, at hun helt af sig selv sætter tempoet ned. Hvis du ikke ligefrem har tænkt dig at jagte rundt med hende, behøver du ikke at tage særlige hensyn, hvad motionen angår.
Mere problematisk kan det derimod blive, når fødslen nærmer sig. Der er nemlig chihuahua'er, som kan have svært ved at føde deres hvalpe selv, så de må have kejsersnit. Hvalpens hovede er nemlig så kuglerundt, at det kan risikere at sætte sig fast i fødegangen, og hvis tæven ikke har kræfter til at presse tilstrækkeligt, kan det gå galt for både mor og hvalpe. Desuden skal du - især ved en førstegangsfødende - holde øje med, om hun selv sørger for at slikke fosterhinderne af - det er nemlig slet ikke et ukendt fænomen, at man kan risikere at stå op om morgenen og finde et kuld nyfødte hvalpe, der er blevet kvalt i deres egne fosterhinder. Vi har endda kendskab til problemet - fra en kennelejer, der ellers skulle have erfaring nok til ikke at lade sin høj-drægtige tæve være uden opsyn.

Ikke for at skræmme livet af dig, men det er altså nogle problemer, du skal være MEGET opmærksom på!
Jeg vil anbefale dig på det kraftigste, at du holder tæt kontakt til din dyrlæge i den sidste tid inden fødslen - og at samme dyrlæge er klar til hurtig udrykning, hvis der skulle opstå komplikationer under selve fødsels-processen. Hvis du har din hund kær - og det ved jeg, du har! - så bør du opholde dig - og sove - i samme rum som hunden i denne sidste tid. Det kan lige pludselig gå så stærkt, at du kan blive nødt til at "banke dyrlægen op" på et ganske ukristeligt tidspunkt, hvis du vil redde både moderen og de nyfødte.

Hundens alder kunne ikke være mere perfekt til en parring end netop nu, så hvis du TØR - og er indstillet på nogle udmattende våge-nætter op til fødslen - så kan jeg kun ønske dig held og lykke!

Se også under Kaj-Ove Hyldahl's artikler her på hjemmesiden, dér kan man blive en del klogere vedr. hunde - og ikke mindst, chihuahua: Klik her for at komme til oversigten - eller HER for at se tidligere spørgsmål og svar i brevkassen

Med venlig hilsen
Ruth S. G.

Replik:

Hej igen..
Ja, jeg var tilfreds sidste gang :D !
Jeg har hørt, at chihuahua-fødsler er vanskelige, og at jeg bør have kontakt med en dyrlæge..
men er det uansvarligt, når det både er min hunds første gang? Og min første chihuahua fødsel?
Min far har avlet labradorhvalpe.. så han ved noget om fødsler, men der er jo en stor forskel på de to slags hunde..
Min "chihuahua" er en blanding imellem tjekkisk rottehund og en chihuahua.. men faderen er ren chihuahua.. men hendes hovede er jo ikke helt så rundt..
Kan det være en fordel? Problemet, er at jeg læser og vil have rigtig svært ved at betale et kejsersnit.. Jeg ville godt kunne betale en dyrlæge for at komme osv.. men de der 7-8-10.000, det kan koste for et kejsersnit, kniber :S ?
Kan man købe specielt udstyr til en chihuahua-fødsel?? Muligvis en fødekasse eller lignende? Jeg har også hørt noget om, at hunden helst skal have kalk - så den ikke går i kalkchok?? Er det rigtigt?? Har sendt et par billeder med af hende, så du kan se hende :D

Tusinde tak for hjælpen!!!

Kh. Nickie & Nuggi.

Svar af Ruth S. Gundersen:

Kære Nickie.

Ja, ganske rigtigt fik jeg ikke svaret på dine spørgsmål om fødekasse osv. - men det kan vel lade sig gøre at bygge en selv, hvis der ikke lige er en dyrehandel, der har den slags. Allerhelst vil de fleste hunde faktisk føde i deres egen "hule", hvor de føler sig trygge! - Men jeg giver dig lige et link angående både hvalpefødsel og fødekasser: http://www.dyrlaegevagten.dk/
Der skulle vist være svar på alt, hvad du har brug for at vide, hvad det angår.

Jeg har desuden forhørt mig hos Kaj-Ove, der her kommer med yderligere kommentarer til dine spørgsmål:

1: En tjekkisk rottehund er en hel del større end en Chihuahua - og hovederne er nok lidt mere smalle og spidse i det - så fødslen har måske en chance for ikke at være helt så kompliceret - men hvis den kommende hundefar er ren Chihuahua, kan hvalpene jo godt have lige så kuglerunde hoveder som hos en helt ægte. Altså behøver problemerne ikke nødvendigvis at blive mindre af dén grund!

2: Din far er måske din allerbedste rådgiver, hvad hvalpefødsler angår. Også selv om det drejer sig om hunde af en helt anden race og størrelse. Du kan helt bestemt lære en hel del ved at lytte til hans erfaringer.

3: Til dit spørgsmål om kalkchok: Ja, de kan få både kalkchok og gå sukkerkolde og meget andet - der er mange muligheder for alverdens komplikationer for både moderen og hvalpene, der virkelig er MEGET små og hjælpeløse og skrøbelige i den første lange tid.

4: Du skal nok ikke uden videre forvente, at der er "kunder" til dine eventuelle hvalpe. I disse nedgangstider, hvor folk passer MEGET på deres penge, er det nok ikke lige en Chihuahua, man tænker mest på at investere i - og hvordan vil du klare fremtiden med ikke kun én, men måske både tre og fire nye munde at mætte? De skal jo også både have foder og vaccineres og have ormekur osv. osv. Det koster altsammen - både tid og penge! Hvis du skulle få solgt et par hvalpe, kan dine indtægter ved salget sandsynligvis ikke engang dække dine udgifter på hele projektet.


Konklusionen på det hele: - og det bliver du jo nok ked af at høre:
I det store og hele mener han - og jeg med, hvis jeg skal være helt ærlig - at i din situation, som studerende, med ikke ret mange penge og ikke alverdens kendskab til en hunde-familieforøgelse - og da slet ikke hverken tid eller overskud til at holde døgnvagt i måske både uger og måneder i tiden før og efter fødslen, hvis studierne også skal passes - så burde du jo nok allerhelst lade helt være med at få din hund parret! Tænk, hvis hun dør under fødslen - af alle anstrengelserne - det kan nemlig OGSÅ sagtens ske...? Ville det ikke være en katastrofe?
Skulle du ikke hellere "nøjes" med din dejlige lille hund, der ser så sød og kær ud - og glemme alt om at udsætte hende for alle de pinsler, hun kan risikere at løbe ind i? - Det er en gammel skrøne, at en hund absolut SKAL have mindst ét kuld hvalpe for at blive en "rigtig" hund. Det, man ikke har prøvet, det savner man heller ikke!

Jeg håber, du finder frem til den helt rigtige løsning for alle parter.
Kærligst
Ruth

Skud-angst hund


Kære Kaj - Ove.
Det drejer sig om en 3- årig labrodorblanding ( 1/4 bernersennen) som, som 1-årig ikke var bange for skud. Har muligvis haft en ubehagelig oplevelse en nytårsaften. Jeg har haft ham 1 år. Bor et sted, hvor der drives jagt i nærheden. hunden reagerer med angst, når den hører skud. Hvad gør jeg, for at stoppe denne uhensigtsmæssige adfærd?
Venlig hilsen
Solveig Mogensen.

Besvaret af Ruth S. Gundersen


Kære Solveig,
Det er godt nok en hård nød at knække, når hunden jævnligt er udsat for skud-lyde - og alligevel stadigvæk bliver ved med at være angst. Vi nærmer os jo nytår - ja, i hele julemåneden kan vi risikerer, at der bliver fyret kanonslag og anden djævelskab af rundt omkring, så der bliver endnu mere grund til at være bange - synes hunden! - "Normalt" kan man tilvænne sin hund over lange perioder - ja, faktisk allerhelst fra den 1. januar - ved at lade den lytte til de forskellige former for skud og anden støj, som man kan købe på en CD via Dyrenes Beskyttelse. Det er måske stadigvæk en idé - selv om det er meget sent at gå i gang, i hvert fald er det et forsøg værd. CD'en starter stille og roligt - og så snart hunden viser tegn på angst, standser man skiven og venter til næste dag med at spille lydene et lille stykke længere - indtil man når de helt store brag til allersidst.
Men det er også meget forskelligt fra hund til hund, hvordan de reagerer. Vi har selv 3 Chihuahua'er, der er bedøvende ligeglade med skud og andet spektakel - mens vores store Leonberger kryber forskræmt så langt ind under sengen som muligt og ryster som et espeløv ved den mindste antydning af brag og knald udenfor.
Er din hund af denne støbning, så er det meget muligt, at der bare ikke er noget at gøre ved det - Vi ved jo ikke, hvad han har været udsat for i perioden fra 1-årig, og til du har overtaget ham som 2-årig! Det kan have sat så dybe spor i psyken, at hunden er miljøskadet og forskræmt for resten af sin tid.
Tag en grundig snak med din dyrlæge og fortæl om problemet. Jeg vil tro, at dyrlægen vil ordinere noget mildt beroligende, som du kan give hunden et par dage omkring nytårsaften for at tage toppen af nerverne. Vil han søge ind under en seng eller i et stille hjørne af stuen, så lad ham endelig gøre det - og lad ellers for alt i verden være med at ynke ham! Prøv at aflede hans opmærksomhed - med leg og / eller godbidder - og vær selv så rolige og afslappede som overhovedet muligt, som om det spektakel da er den naturligste ting af verden - i hvert fald ikke noget, I gider at reagere på - så kan man håbe på, at jeres rolige optræden før eller siden smitter af på hunden også.
Desværre - der er ikke nogen patentløsning på netop dette problem. Hvis det kan være en trøst, så deler I det med masser af andre hundeejere i den kommende tid!
Adspredelse - opmuntring - godbidder - og evt. noget beroligende - andet er der simpelthen ikke at gøre ved det. Og efter nytår er han forhåbentlig ikke helt så bange mere, som han har været.
Held og lykke - og de bedste ønsker for et godt nytår, når den tid kommer!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Vores tæve begyndte at afmærke indenfor

Hej.
Vi har en dejlig blandingshund på 2 1/2 år (Hunhund).
Vi hentede hende gennem Dyrenes Beskyttelse, da hun var 8 måneder.
Hun har fra start af bare været - og er - en super dejlig hund, som vil gøre alt for sin familie.

Nu har jeg bare et spørgsmål. Her i weekenden skulle vi passe en hund (De har tit leget sammen). Jeg troede, det var løgn: Vores hund begyndte at afmærke indenfor. Jeg nåede at tage fat i vores hund én gang. Nu vil jeg høre, om det er normalt? Troede faktisk kun, det var hanhunde, der kunne finde på det. Nu er jeg jo lidt bange for, om det kan ske, når vi har hende med ude hos andre. Eller andre ikke kan have deres hund med hjem til os.
Vi kunne godt tænke os at få hvalpe på hende en dag og måske beholde en hvalp. Vil hun også afmærke, når det er hendes egne hvalpe? Kan vi gøre andet end at tage fat i hende, når hun afmærker?
Vi har tænkt på, om det var fordi den anden hund var i løbetid??
Vi forstår ikke, hun gjorde det. Hun er fuldstændig renlig og har aldrig været dominerende over for os eller vores 2 piger.

Hilsen Heidi og Leif.

SVAR af Ruth S. Gundersen

Kære Heidi og Leif.

En hund, hvis territorium bliver "invaderet" af en anden hund - og især når denne anden hund er i løbetid og derved udsender kraftige hormon-signaler - kan sagtens finde på at strinte, også selv om det drejer sig om en tæve. OG også selv om de to ellers kender hinanden udmærket og "plejer" at lege sammen. Det er en simpel og indgroet refleks, nemlig at fortælle umisforståeligt: Her bor JEG! - som man ikke kan stille ret meget andet op med end, som du selv er inde på, at sige til sin hund, at her i menneskeverdenen er den slags adfærd altså aldeles uønsket.
Hunde er jo i mange tilfælde nødt til at gå på kompromis med, hvad deres naturlige instinkter forlanger af dem - i forhold til hvad deres mennesker forlanger af dem. Når bare I er konsekvente og skælder hende ud, hver gang hun har afmærket, så tror jeg på, at hun før eller siden accepterer, at her må hun altså IKKE følge sin natur, hvis hun samtidig skal opretholde det tætte venskabsbånd til jer. Så vil hun nok trods alt foretrække at blive ved med at være jeres allerbedste ven.
Hvis det har været første gang, den fremmede hund har været inde hos jer, er der så meget desto mere grund til at antage, at jeres hund har benyttet lejligheden til at fortælle lidt om "husordenen", nemlig at "Her er det MIG, der bestemmer farten!" - Altså et signal om dominans, som udmærket kan være lige så udpræget hos tæver som hos hanhunde.
Om der vil blive yderligere afmærknings-problemer, hvis hun skulle få hvalpe senere...? Det er jo ikke lige op over, så jeg vil tro, at til den tid har hun udmærket forstået, at sådan noget bare ikke må finde sted i jeres hjem. Det er kun et spørgsmål om at være konsekvent - gribe hunden på fersk gerning og sige NEJ! - så den kan forstå det!

Held og lykke med gen-opdragelsen!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen
 

Sukkerkolde hvalpe?
Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Er det dyrlægens fejl?

Hej... jeg ved egentlig ikke lige hvor jeg skal starte henne, men vil bare så gerne at der er en der hører min historie, som er så sørgelig som den overhovedet kan være... Jeg er den lykkelige ejer af 1 korthåret tæve og 1 langhåret han hvalp fra sidste år... Februar 2008 får vi hvalpe igen, 3 fine hvalpe uden problemer..1 er lidt mindre end de andre....de vokser og trives...8 uger gammel finder vi den lille liggende helt slap, vi farer til dyrlæge (vagtlæge), som først tror at det er en hjerneblødning... men kommer så i tanke om mælkefeber (kalkmangel). Han gir den kalk, og den kommer sig efter ca. en halv time......vi er lykkelige og er overbeviste om at det ikke sker igen....men går alligevel ind og tjekker mælkefeber hos hunde på nettet, men finder ikke noget særligt....3 uger efter sker det igen plus krampe... vi drøner til dyrlæge igen.. denne gang er det hos en anden som faktisk kort tid forinden havde chippet den og sagt at det var en lille fin hvalp.. vi fortæller at det har været sket før, hvor den fik kalk og at det hjalp, han gir den kalk, men mener at den er alvorligt syg, han vil tage blodprøver og beholde den til den er frisk igen....Vi tager hjem uden hund og han ringer derefter kl. 21.00 og sir at det ser skidt ud, han har taget blodprøver og tallene er helt hen i vejret....men vi må se tiden an... Næste morgen er den død....stor er sorgen... men skæbnen vil at jeg ser en side på nettet ang. hvalpe der kan gå sukkerkold, og han var meget lille... spiste ikke altid lige så meget ..og det skete hver gang om morgenen... I mine øjne kan det kun være det han døde af, da han normalt ikke fejlede noget....jeg er gal på mig selv, fordi jeg ikke havde fundet ud af det noget før....MEN jeg føler virkelig en afmagt over at jeg tager til dyrlæge med mine dyr, vel vidende at det er professionelle mennesker, der burde kende alt til sådan noget... jeg græder ved tanken over at den kunne have været reddet med lidt sukkervand....den lå fra formiddag til om natten, uden at vi hjalp den....vi har faktisk selv slået den ihjel... først mig selv med min uvidenhed, men ikke mindst dyrlægen som burde vide det... har ikke konfronteret dem med det, da jeg har svært ved at tale om det endnu uden at tude....ved ikke hvad jeg skal, har lyst til at melde dem for noget der bare overhovedet ikke må ske, men det får jeg ikke min lille hvalp tilbage af, ville bare gerne kunne informere alle ejere, men særlig dyrlæger som vi viser vores tiltro til, om det så skal være igennem en avis eller hvad, det ved jeg ikke......jeg håber ikke at jeg har taget for meget af din tid ....trængte bare lige til at fortælle det til nogen....på forhånd mange tak ...
Laila

Svar:

Kære Laila

Tak for din mail. Det er nemt at forstå dine trængsler, det er en meget sørgelig historie!
Lad mig slå en ting fast med det samme: Du er helt uden skyld i det, der er sket, du har intet at bebrejde dig selv. Man kan altid være bagklog, men det hjælper jo ikke meget på det, der er sket - desværre.
Til gengæld kan du hjælpe andre, hvis jeg må offentliggøre din sørgelige historie. Desværre kan der ikke tages retslige skridt mod dyrlægen i en sådan sag, det ville først og fremmest kræve en obduktion af den lille hund - og det er jo for sent - og selv om det kunne lade sig gøre, ville man ikke nå langt med det. Han har jo ikke gjort noget forkert - han har slet ikke gjort noget - og det er jo det, der er fejlen!
Jeg bliver også nødt til at nævne for dig, at det jo heller ikke er sikkert, at det var sukker, hvalpen manglede. Det er ikke bevist, kun en antagelse.

Hvis du giver mig lov til at offentliggøre din mail, vil jeg mene, at dyrlægernes navne skal med i historien, det sætter i hvert fald spørgsmålstegn ved deres kompetence ved behandling og diagnosticering af chihuahua'er.

Fremover skal du nok sikre dig en dyrlæge, der kender til racen.

Endnu engang tak for dit brev - jeg forstår dig! Men lad mig høre fra dig.

Med venlig hilsen
Ruth

Bruger:

Hej igen.
Du må meget undskylde at jeg ikke har skrevet før... men pga. ferie og arbejde på Nordsøen har det ikke været muligt... men det videre forløb er, at jeg har snakket med den ene af dyrlægerne som behandlede den først og der blev sagt, at de for det meste også gav dem lidt sukkervand sammen med kalk....de havde så bare glemt at fortælle det til os.....Den anden dyrlæge sendte jeg et brev til, med en artikel om det at gå sukkerkold hos hvalpe.. og så bad jeg om en redegørelse over forløbet, og om det kunne være grunden til at den døde.....men jeg har ikke hørt noget overhovedet fra ham... så nu har jeg konfronteret ham med det og synes, at det er i orden at offentliggøre det med hans navn som er :
Sædding dyrehospital
Ådalsparken 17
6710 Esbjerg v
Dyrlæge : Jan Mengard Iversen MDD

Håber at høre fra dig...
Med venlig hilsen Laila

Hunden piber når den skal køre i bil

Hej hundebrevkassen!

Min hund piber hver gang den kommer ud i bilen når vi ska' ud og lufte den. Indtil vi lukker den ud igen.
Hvad kan vi gøre?

Hilsen Cecilie

SVAR:

Kære Cecilie.

Min første indskydelse var: Så SMØR dog den stakkels hund!

Nå, men spøg til side.
Det er jo ikke mange oplysninger, du giver mig i din forespørgsel. For eksempel hvad det er for en slags hund, stor eller lille, ung eller gammel, jagthund eller skødehund, han eller tæve osv. osv., men jeg kan ikke forestille mig andet - efter dine sparsomme oplysninger - end at din hund bliver meget ophidset, så snart den skal ud i bilen. Og at den først falder til ro, når den bliver lukket ud igen.

Det kan tyde på to helt forskellige ting:

Enten piber den af overdreven glæde og utålmodighed, fordi en tur i bilen betyder en løbetur ud i det fri bagefter, og så kan jeg kun råde dig til at køre MANGE flere ture i bil med den - og give den MANGE flere gode oplevelser ude i naturen, inden den skal køres hjem igen...

eller også er den virkelig ked af det - hvad der kan tyde på, at den måske har engang haft en dårlig oplevelse ved at køre i bil, måske været lukket inde i et snævert bur eller har været køresyg. Så må du gå helt anderledes til værks. Så skal du nemlig begynde helt forfra - med at gøre hunden glad og fortrolig med at opholde sig i bilen. Læg f.eks. dens yndlingstæppe derind sammen med et par godbidder - og lad døren stå åben, så hunden kan komme og gå, som den har lyst. Er den først fortrolig med det, kan du prøve at lukke bildøren - men sæt dig ind i bilen til den, så den ikke føler sig alene. Dette kan du trække lidt længere ud for hvert forsøg. Sidenhen kan du lade hunden sidde i bilen - alene - men stadigvæk med tæppet og godbidderne og måske noget legetøj. Først i kort tid, og senere lidt længere tid for hver gang. Og når du så efterhånden begynder at køre med den - først nogle bittesmå ture - så sørg for, at det foregår langsomt og forsigtigt, så hunden ikke bliver slynget rundt og kommer til at føle sig utilpas undervejs. Så tror jeg på, at den før eller siden kan slappe af inde i bilen.

Af grimme oplevelser i en bil kan også nævnes, at hunden kan have været lukket inde uden åbentstående vindue, mens bilen har stået i bagende sol. DET kan få en hund til at flippe totalt ud og blive meget nervøs ved tanken om at skulle opleve sådan noget igen! Man må ALDRIG efterlade en hund i en varm bil!

Hvis ikke noget af det her hjælper, er det måske en af de meget få hunde, der aldrig bliver glad for at køre i bil. Jeg har selv haft sådan én - og jeg måtte simpelthen opgive at tage hunden med i bilen, hvis den ikke absolut skulle til dyrlægen og blive vaccineret eler behandlet. Alt andet ville være dyrplageri.
Men prøv de ting her først, inden du opgiver. Og husk, at man kan komme MEGET langt med sin hund, bare man sørger for at give den masser af kærlighed og tålmodighed - og er konsekvent med alt, hvad man gør med den og forlanger af den!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Reverse Sneezing Kære Hundebrevkasse! Jeg hedder Lisa og min lille papillion jeg skriver om hedder Jessie. Jessie er en livlig lille tæve på 1½ år, har vedlagt billede af hende.

På et tidspunkt nøs hun rigtig meget og jeg spurgte folk til råds, de sagde jeg skulle tjekke sygdommen reserve sneezing. Det blev beskrevet som omvendte nys og det var ikke hvad Jessie gjorde. Så jeg lod emnet ligge men nu er det faktisk begyndt.... Det er væmmeligt og lyder som om hun ikke kan få luft!
Jeg husker og have læst det ikke skulle være alvorligt og at det var overskydende mundvand der kører rundt i ganen de ikke kan synke. (ses ofte hos korte snuder) man kunne køre en hånd for næsen for at tvinge dem til og trække vejret med munden og dermed få det ned eller massere dem på brystkassen. I aftes havde hun et meget slemt tilfælde og intet hjalp og nu kan jeg selvfølgelig ikke finde de informationer jeg fandt dengang.... Derfor håber jeg i kan hjælpe, er det en sygdom i kender??

Selvfølgelig vil jeg gå til dyrlægen med det samme hvis det blev meget voldsomt men da de ikke har rådgivet os rigtigt før, søger jeg oplysninger så jeg ikke står uvidende dernede.

Med venlig hilsen
Lisa Rasmussen.

Svar:

Kære Lisa

Jeg håber at berolige dig. Det lyder voldsomt men det er ikke farligt. Mine egne hunde lider også af det, ja jeg kender faktisk ingen chihuahua'er der ikke har dette problem, ind i mellem. Det kommer oftest når hunden enten er overglad eller ophidset på anden vis. Det bedste (og eneste) du kan gøre, er faktisk, at aflede dens opmærksomhed fra det der har ophidset den. Lad være med at ynke den, bed den om, at "opføre sig ordentligt, og være en stor hund". Venligt selvfølgeligt, men IKKE pylret - så forværre du situationen. Når det sker for mine hunde siger jeg: "Ohr, hold da op dit fjols", og klapper den venskabeligt, som og det ikke er noget vi gider tage os af. Altså en pagt mellem hunden og mig. Dét hjælper næsten altid - med det samme!

Jeg har kopieret lidt fra hjemmesiden www.min-chihuahua.dk (som snart nedlægges). Alle artikler som jeg har skrevet til denne hjemmeside vil blive flyttet over på min private hjemmeside - ja, det store arbejde er vist allerede i gang. Læs artikler her

Hej Kaj-Ove

Vi har en dejlig chihuahua tæve på 4 måneder, som er begyndt at bide i børnenes fødder og bukseben når de går rundt. De kan ikke rejse sig uden at hun knurre, gør og bider. Det er også slut med at sidde på gulvet for de kan simpelthen ikke være i fred.

Når vi voksne går alene med hende er der ingenting, så snart som en af børnene træder ind af døren, begynder hun at gø af dem, og bider ved hver skridt de tager. Voksne gør hun det ikke ved (kun min mor som ikke er ret meget højere end ungerne som er 10 år)

Kan du hjælpe os med hvad vi gør ved problemet? Gør vi et eller andet forkert ?

Venlig hilsen
Ina

Svar:
Kære Ina.

Først og fremmest skriver du, at I har en DEJLIG chihuahua-tæve. Og det vil jeg bide mærke i! For I er selvfølgelig søde og kærlige allesammen over for en hund, der er DEJLIG, ikke? Hensynsfulde og uden spor af provokationer fra nogens side, hverken fra din eller børnenes - har jeg ret?

Når jeg således starter med at sætte sagen på spidsen, er det for at sikre mig, at der absolut IKKE er tale om, at børnene hverken driller eller provokerer hunden, så det i hvert fald ikke er derfor, at hunden er begyndt at bide efter dem - eller lille Mormor.
Ærligt talt tror jeg ikke, det har noget med størrelsen på børnene eller mormoderen at gøre, hvorimod det meget vel kunne tyde på, at hunden er ved at være så langt i sin udvikling til voksen, at hun prøver at finde frem til sin plads i hierarkiet. Enhver hund vil fra en vis alder at regne forsøge dette - og enhver hund, stor eller lille, vil selvfølgelig helst være den, der bestemmer! Din hund er i begyndelsen af sin pubertet, hvor hun gerne vil vise hele verden, hvad hun duer til, og det ville passe hende helt fint, hvis det var hende, der skulle sætte dagsordenen i jeres lille hjem. Sådan ER hunde nu engang. Men så er det, at DU - som "overhund" - må træde til og fortælle hende, at sådan spiller klaveret altså ikke hjemme hos jer!

Råb og skrig og FY osv. duer ikke i jeres tilfælde - derimod vil det gøre et enormt indtryk på den lille "hunde-teenager", hvis I allesammen simpelthen ignorerede hende, når hun går i gang med alle sine unoder! Hunde er som små børn: Hellere negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed - og din hunds uartigheder kan meget vel skyldes et forsøg på at opnå opmærksomhed, hvor klodset og uhensigtsmæsstigt det så kan se ud fra jeres synsvinkel.
Det værste, en hund kan opleve, er faktisk at blive OVERSET - som om den slet ikke eksisterer! Prøv, så snart hun begynder at spille op, at vende ryggen til hende. Frys hende ud af samværet, simpelthen! Og hjælper det ikke, så tag hende op og sæt hende, venligt men bestemt, ind i et tilstødende værelse, hvor hun så kan sidde i fred og ro og spekulere over, hvad hun har gjort galt. For vær sikker på, at den kører for højtryk derinde bag den lille hvælvede pandeskal!
Til gengæld skal I ikke forsømme nogen lejlighed til at rose og belønne hende med godbidder, når hun IKKE begynder at gø og bide. Så vil der før eller siden gå en prås op for hende: Hvis jeg er slem, bliver jeg frosset ud og / eller sat i skammekrogen - og når jeg er sød og ikke gør og bider, så roser de mig og kæler for mig og giver mig godbidder! Jamen så er det jo slet ikke så svært at finde ud af, hvordan jeg skal opføre mig for at have det godt med min familie!
Hjælper disse tiltag ikke, kan jeg kun anbefale, at I tager kontakt med en adfærdsbehandler, der kan sætte en måske mere præcis finger på, hvor problemerne ligger, og iværksætte den helt rigtige vej ud af dem.

Held og lykke med jeres lille guldklump og dens fremtidige plads i jeres helt private hierarki!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Hunden snapper efter fremmede

vi har en 16 mdr. labrador som vi har overtaget (skilsmissehund) hunden farer ud efter fremmede mennesker og børn når jeg går med den i snor, hjemme er den rolig og omgængelig, men snapper lidt ud uden at bide ligesom den er hvalp endnu
venlig hilsen
anna grethe
kolding

Svar:

Kære Anna Grete

Tak for din mail!
Indholdet af din skrivelse har animeret os til at uddybe emnet i form af en tilbundsgående artikel om KONTAKT MELLEM DIG OG DIN HUND.
Vi har sat vor skribent og brevkasseredaktør Ruth Stentoft Gundersen på opgaven, og artiklen vil være tilgængelig på hjemmesiden: www.kajovehyldahl.dk om kort tid.
(Artiklen er tilgængelig: Klik her)
Her vil du sandsynligvis kunne finde svar på dit problem. Du skal dog være opmærksom på, at problemerne med din hund måske er behandlingskrævende. I dit tilfælde er det nok en god idé at kontakte en professionel adfærdsbehandler.

Med venlig hilsen
Kaj-Ove

Reverse Sneezing
Sent: Sunday, May 18, 2008 1:01 PM
Hej

Jeg hedder Pia og min datter har en chihuahua på ca. 2 år en lille hanhund..... Nogen gange er det som om den ikke kan få luft og siger en underlig lyd nogen gange er det meget andre gange knap så meget, det kunne måske lyde som om der er røget luft med ned i luftrøret eller som om der sidder noget fast, hvad vi ikke tror, da det ikke specielt kommer i forbindelse med spisning, hvis det har været slemt kan den ligge helt udmattet på gulvet bagefter :( vi plejer at tage den op, som et lille barn der skal bøvse ellers ved vi ikke rigtig hvad vi kan gøre for at stoppe det, er der nogen råd ? er det et problem hos chihuahua ?

mvh Pia Mortensen

Kære Pia.

Det er faktisk meget typisk for denne race, det med ikke at kunne få luft. Vores egne får også ind imellem sådan en gispe-tur, så man kan bliver bange for, at deres sidste time er slået - men det lyder i virkeligheden meget værre, end det er. Der har været foreslået, at fænomenet kan skyldes, at chihuahua'ens luftrør skulle være ovalt - men vi har ikke kunnet få dette bekræftet, hverken på udenlandske hunde-hjemmesider eller ved forespørgsel på Landbohøjskolen. Problemet er omtalt her på hjemmesiden - og har endda fået et navn, nemlig "Reverse Sneezing". Det forekommer tit i forbindelse med ophidselse og / eller overdreven glæde - og det bedste og eneste, man kan gøre ved det, er at prøve at få hunden på andre tanker. Det kan virke dramatisk - men der er ingen grund til panik. Det går over af sig selv.

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Lidt hunde/kattesnak mellem Tina og Ruth
Sent: Thursday, May 15, 2008 8:26 PM
Subject: katte og chihuahua sammen?


Hej Kaj Ove.
Vi er et par som har to indekatte, en han og en hun. De har boet sammen i 3 år og det fungerer rigtig godt for dem, de er meget glade for hinanden. Vi har et ønske om at berige vores lille familie med en chihuahua, men er i tvivl om det er urealistisk at tro de kan leve sammen i nogenlunde harmoni?! Vi bor i en lejlihed på 86 kvm. Og har det betydning hvilket køn chihuahua vi vælger? Vil en hanhund generelt forsøge at dominere i højere grad end en tæve? Hvor længe vil du mene en chihuahua kan være alene hjemme? Synes du det er synd hvis man tager sin hund med sig næsten overalt hvis man vænner den til det fra den er hvalp? Håber du vil være behjælpelig med at svare på vores spørgsmål så vi kan føle os lidt bedre rustet til at træffe vores beslutning.
Mvh. Tina


Kære Tina.

Som inkarneret katte-entusiast må jeg på det bestemteste fraråde jer at anskaffe netop en chihuahua som selskab til jeres søde katte! Denne race har tilsyneladende fået ind med modermælken, at katte er noget, der skal spises til morgenmad - og hvis det ikke lykkes, så skal de i hvert fald jagtes, hvor og hvornår det overhovedet kan lade sig gøre! Alt andet vil jeg foreslå - bare IKKE en chihuahua - det er synd for både hunden og kattene, for sandsynligheden for, at de kan forliges, er MEGET lille - så kan det vist ikke siges tydeligere. Jeg ved det - af egen bitter erfaring - for jeg har både mine egne katte og min kærestes chihuahua'er tæt inde på livet - og selv om jeg nu i snart seks år har forsøgt at vænne dem til hinanden, er det ikke lykkedes for mig indtil nu, så jeg tvivler ærligt talt på, at det nogensinde bliver godt imellem dem!

Men til dine andre spørgsmål:

Hanhund eller tæve? - Det er nærmest ligegyldigt, når det er chihuahua'er, der er tale om, for begge køn er MEGET dominerende. - Ved andre hunderacer er det "for det meste" hanhunden, der er den mest dominerende - men der er jo ingen regel uden undtagelser. Du kan nemlig sagtens rende ind i en tæve, der kan være endog meget mere dominerende end en hanhund af samme race.

Alene hjemme, hvor længe? - Det er et spørgsmål om, hvordan du har det med sådan noget ømtåleligt noget som renlighed! For chihuahua'er er absolut noget af det mest u-renlige, I kan opdrive. De tre chihuahua'er, jeg selv har på nært hold, laver "både det ene og det andet" rundt om i huset, uanset om man har været væk fra dem en halv time eller en halv dag - og om de lige rammer de aviser, man forsøger at lægge ud til dem som reserve-WC, det er desværre nærmest snarere undtagelsen end reglen.

Tage hunden med sig overalt? - Ja, dét kan jeg kun bifalde dig i! Uanset hvad for en hund I vælger, så vil den jo - altid og allerhelst - være så meget som muligt sammen med sine "herrer" - så det kan I roligt gøre. Så har I også noget mere kontrol over, hvornår hunden "skal", så den kan bliver sat udenfor og besørge, inden der sker ulykker.

Men endnu engang: For dine dejlige kattes skyld synes jeg, du skal tænke i helt andre baner, hvis du er interesseret i at give dem "selskab" i form af en hund. En rolig - og måske lidt flegmatisk - hund ville passe mange gange bedre til kattenes temperament. IKKE sådan en lille hidsigprop af en mini-jagthund som en chihuahua!

Jeg håber ikke, jeg helt har taget pippet fra dig med dette svar - og hvis dit hjerte nu engang brænder for netop chihuahua'en, så skal du selvfølgelig købe sådan én. Men om du gør dine katte en tjeneste ved dén beslutning, det er - mildest talt - tvivlsomt!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen


Hej Ruth.
Mange tak for det hurtige svar!
Det er godt nok ikke lige det jeg havde håbet på at høre, men stadig godt at få perspektiverne med. Jeg nu en smule i syv sind for jeg er altså faldet pladask for chihuahua racen og har slet ikke overvejet andre racer. Jeg kunne godt tænke mig at høre om din kærestes chihuahua'er har været sammen med dine katte fra de var hvalpe, eller var det to flokke voksne der skulle forenes?
Og bor de sammen?
Mvh. Tina


Kære Tina.

Jo, det kan jeg hurtigt svare på:
Den ene chihuahua, en tæve, er vokset op sammen med katte - men har aldrig haft det godt med dem - den næste, også en tæve, fik han som ca. 4 måneder gammel. Hun lærte ved den allerførste oplevelse af et af naboernes katte-besøg i haven, at sådan én skulle jagtes, og det har hun så praktiseret lige siden. Den sidst tilkomne, en hanhund, som nu er et par år gammel, lærte af nr. 2 nøjagtigt det samme - så efter at vi flyttede så tæt på hinanden, at HANS hundes have støder direkte op til MINE kattes have, og begge grupperne var voksne, er der dømt konstant skyttegravskrig mellem de to grupper. - Nej, de bor ikke sammen - og kommer ALDRIG til det!
Sørgeligt, men ikke desto mindre så sandt, som det er skrevet!
Desuden må jeg bede dig læse artiklen på hjemmesiden: "Kat æder hundehvalp" - den helt omvendte problemstilling! For en lillebitte chihuahua-hvalp kan i en voksen kats øjne faktisk godt forveksles med en museunge - og hvis to voksne katte får lyst til at jagte en chihuahua-hvalp i fællesskab, så kan det jo altså OGSÅ gå noget så gruelig galt - med modsat fortegn!
Så jeg håber virkelig, du tænker dig GODT om, inden du beslutter dig til at investere i en hund som katte-selskab...!

Mvh.
Ruth

Han knurrer af os når han får mad
Sent: Saturday, March 22, 2008 1:13 PM


Hej Kaj-Ove ! Vi er en familie med en dejlig 7 måneder gammel blandingshund. Han er halv dansk/svensk gårdhund, kvart cocker spaniel og kvart ukendt. Vi har desværre et stort problem med ham. Han knurrer af os når han får mad, kødben eller nyt legetøj. Hvis vi er rigtig uheldige kan han endda finde på at knurre over sin kurv eller legetøj han har haft længe. Han trykker sig ned til gulvet og skuler op på os mens han knurrer højlydt, bare vi kommer gående forbi ham. Vi har læst og hørt mange forskellige ting om hvad man kan gøre, men vi synes ikke at det vi har gjort indtil videre har haft den store virkning. Har du nogen forslag til hvad vi kan gøre, evt. litteratur om emnet du kan anbefale ? Venlig hilsen Niels.


Kære Niels.

Da Kaj-Ove er sygemeldt, kommer du til at nøjes med et svar fra mig. (Jeg tror ikke, han har svaret tidligere - så vidt jeg kan se)
Du skriver ikke, hvad I rent faktisk har gjort indtil nu for at få hunden til at holde op med at knurre ad jer - og heller ikke, om han ligefrem har forsøgt at bide jer også. Jeg gætter på, at adfærden skyldes dels usikkerhed om, hvem der er "førerhund" i hjemmet, og dels de mange fremmede racer, der måske ligger og "slås" inde i hans sjæleliv.
Jeg kan varmt anbefale litteratur af Patricia Stilwell - det er hende med TV-udsendelserne "Det er mig eller hunden" - hun har udgivet en bog med samme titel (Møntergårdens forlag). Der er også bogen "I den anden ende af hundesnoren" af Patricia McConnell - men om de to damer kan løse netop jeres hunds adfærdsproblemer, kan jeg jo ikke love dig. I hvert fald er det en rigtig god idé at gå til lydighedstræning - jo før, jo hellere. Det kan løse mange af de problemer, der opstår hen ad vejen. I sidste ende er det hele jo simpelthen spørgsmålet om, hvem der bestemmer!

Jeg kan lige citere noget fra Victoria Stilwell's bog, som jeg faldt over:

"Problem: Bevogtning af legetøj.
Din hund har et pibedyr, der er hans yndlingslegetøj. Ingen får lov at komme i nærheden af det. Hvis du prøver at liste det fra ham, så I kan lege kasteleg, knurrer han ad dig.
Løsning: Du har styr på hundens legetøj.
Husk, at legetøj er et af hundens vigtigste aktiver. Det betyder utrolig meget for ham. Bevogtning af legetøj er faktisk en meget almindelig foreteelse...
Løsningen er at huske, hvem der er flokkens fører. Du skal bestemme over din hunds legetøj. Lad være med at give ham lov til at beholde legetøj, som han udviser klart bevogtende adfærd over for. Fjern alt legetøjet, når det ikke er i brug, og giv det til hunden som belønning og under træningen. Lad ham arbejde og udvise god opførsel for at få del i de gode oplevelser."

På side 109 i bogen står der en MASSE om at få hunden til at lade være med at knurre over sin mad - så skynd dig at købe den, den er guld værd!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Lagt på nettet d. 9. maj 2008

Den kommer fra Rusland - og den river, bider og sparker ....
Hejsa,

jeg har en chihuahua som bliver 4 år nu i juni. Den kommer fra Rusland, og jeg kender ikke noget til dens far eller mor eller de forhold den har haft før den kom til dk. Fra starten viste den tegn på at den ikke kunne lide eller stole på mennesker, men den knyttede sig hurtigt til mig.
Den kan ikke lide andre hunde eller mennesker og dens måde at tackle en uventet og uundgåelig situation hvor f.eks. vores familie og venner prøver at hilse på den er ved at gø, tisse og knurre. Den gør utrolig meget, og er hele tiden opmærksom på lyde der kommer udefra og inde i lejligheden. Den har størst problemer med mænd, og overfor nogle bliver den ved med at gø. Hver gang vedkommende flytter sig gør den, og den er opmærksom på personen hele tiden. Vi kan næsten aldrig få kontakt med den når den gør, og den lader sig slet ikke distrahere af lækker mad eller noget. Man bliver rigtig flov når man skal gå tur med den og møder folk med store hunde der går stille og roligt forbi uden så meget som at hilse, mens du går med en lille bitte hund der hyler og løber imod dem og kun mangler fråde i mundvigerne for at konstatere at den har rabies.

Jeg synes, at den er meget dominerende, og helt klart tror at den er herre over mig og min kæreste.
Dog har vi de seneste mange måneder arbejdet hårdt og konsekvent med at vise ham at det er omvendt. Den plejede at sove i vores seng, og få lov til at lægge sig i alle vores møbler. Få mad, godbidder og opmærksomhed hele tiden...generelt få sin vilje hele tiden. Den har nu sit eget sted ved sofaen hvor den kan lægge sig, og den får ikke lov til at komme op i sengen eller i møbler længere, dog er den meget stædig, og så snart du har givet den ros for et eller andet, har den svært ved at finde sig i, at du giver den besked på noget. Det er som om man tager 2 skridt frem og 1 tilbage hele tiden.

Desværre har den bidt mig 2 gange. Det er kun sket for mig, den har sværere at acceptere at jeg er herre over ham end at min kæreste er.
Den har tidligere haft meget svært ved at blive stueren, og det er med konsekvent træning at vi har fået ham til at stoppe med at tisse på ting indenfor.
Vi skal nu til sommer være forældre, og vi er meget bekymrede for barnet. Hunden har i nogle situationer vist tegn på at den ikke kan lide børn, og vi ved, at børn kan sætte en hund i en situation hvor de føler sig truede. Det er den situation vi er mest bange for. Selv om den er lille ved jeg at den kan volde skade.

Hvordan kan vi få ham til at indse at det er os der bestemmer og ikke ham? Har du nogle råd om hvordan vi får ham til at stoppe med at gø? Når den ikke har et godt forhold til børn... er det så forsvarlig at have ham som familiehund?

hilsen

Malan

Besvaret af: Ruth S. Gundersen

Kære Malan.

Det er godt nok ikke alene et problem, men en hel BYGE af problemer, du har med din hund!
Du skriver ikke, hvor længe I har haft ham - men hvis det ikke har været fra det tidlige hvalpestadium - 8 uger - har du ingen anelse om, hvad der kan være sket i den vigtige prægnings- og socialiseringsperiode. Det er lige netop fra og med disse første leveuger, at man har chancen for at påvirke sin hvalp i den retning, man ønsker, den skal udvikle sig. Du kender heller ikke noget til hans forfædre - altså ved du ikke, om et par af dem muligvis har haft - undskyld udtrykket - en skrue løs, hvad jeg godt kan få en mistanke om!
Du har været alt for godhjertet m.h.t. at lade ham komme op i møblerne og sengen osv. - og har nu skiftet mening, så nu må han ikke det længere. Forståeligt - for os mennesker - men det kan en hund altså godt blive både forvirret og frustreret af!
Har nu mon tænkt på at lade ham kastrere? Det kan godt mindske lidt på de unoder, du nævner - men på den anden side er der ingen sikkerhed for det, og fra en evt. kastration og til hormonerne er ude af kroppen, vil der gå mindst tre måneder - så det kan godt komme til at knibe med tiden, nu hvor I venter en baby, og man ikke engang kan være sikker på, at der overhovedet vil komme nogen positiv forandring ud af en eventuel kastration.
Han har bidt dig - flere gange endda - så, helt ærligt: JEG ville IKKE risikere at have dén hund i samme hus som et kommende spædbarn!
Men det er jo helt og aldeles din afgørelse og ingen andens. Elsker du din hund, skal du naturligvis ikke opgive sådan lige med det samme.
Jeg tror bare, det er så komplekse problemer, at du bliver nødt til at søge professionel hjælp hos en uddannet hundeadfærdsbehandler eller dyrepsykolog, hvis du vil have en lydig hund, som du kan stole 100% på. For det SKAL du kunne, når du snart får et lille forsvarsløst barn i huset, som helst ikke skulle udsættes for hundens luner!
Alternativt kan du forsøge at finde et andet hjem til ham. Der skal nok være mange, der gerne vil overtage en Chihuahua, der er RENLIG - for det er der nemlig ikke ret mange, der er! Hvad dét angår, har I i hvert fald været dygtige - eller heldige - eller begge dele.

Jeg er ked af det - men jeg kan med min bedste vilje ikke se andre muligheder for at hjælpe dig!
Jeg håber, I finder frem til den helt rigtige udgang på problemstillingen - så både du, din mand, jeres kommende baby OG hunden får det bedst mulige ud af situationen.

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen

Lagt på nettet d. 9. maj 2008
Hun har lige parret sig med en Pomeranian i dag
Hejsa.
Jeg har en chihuahua på 9 mdr., født d 1 august 2007. hun har lige parret sig med en Pomeranian i dag d 3 maj 2008.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, vil ikke tage nogle chancer med hende eller risikere hun ikke er kælen mere og sin mors hund mere.
Hvad vil du anbefale, skal hun ha de 2 sprøjter for en sikkerhedsskyld for at fjerne ungerne hvis de er der eller skal jeg lade hende føde den/dem?

I tilfælde af fødsel, hvad vil det ca. koste i udgifter o.s.v?

M.v.h Tina

Besvaret af: Kaj-Ove Hyldahl

Kære Tina

Jeg ville ikke tage chancen, hvis det var en af mine hunde. En Pomeranian er jo en væsentlig større hund, og muligheden for, at hvalpene bliver for store til den lille chihuahua er absolut til stede. Og SÅ er der problemer.
Skynd dig til dyrlægen med vovsen, og få en professionel vurdering dér!

Med hensyn til, hvorvidt det vil ændre på kærligheden mellem jer, hvis hun får hvalpe, vil der sandsynligvis kun ske midlertidige ændringer som vil påstå imens hun har sine hvalpe, derefter vil alt sikkert igen blive som før. Hvis du beholder du beholder hvalpene er det nok en lidt anden sag da hun så får en noget anderledes dagligdag fremover - andet at tage sig til end blot at nusse mor i nakken, men se bare det som et positivt og hundesundt tiltag i hendes hverdag med større udfordringer, mere leg, alvor og flokmentalitet. Men under alle omstændigheder skal hun skal nok blive mors lille elskede hund igen, stol på det!

Med hensyn til udgifterne ved fødsel kan jeg ikke forudsige, hvor meget det vil koste. Det er individuelt i hvert enkelt tilfælde og afhænger i høj grad af om du skal have dyrlægehjælp til fødslen (hvad du nok må påregne), kejsersnit eller ej og meget mere, så det har jeg ingen bud på, men spørg dyrlægen om denne har et omtrentligt overslag på udgifterne. Du skal også huske på udgifter til sundhedstjek, vaccinationer, udstyr, kost m.v., men udgifter til stambog sparer du i hvert fald!

Tak for din henvendelse - du er altid velkommen - også med evt. tillægsspørgsmål.

STORhilsen
Kaj-Ove

Lagt på nettet d. 9. maj 2008
Tror at det er en hjerneblødning,
men kommer så i tanke om mælkefeber

Hej...jeg ved egentlig ikke lige hvor jeg skal starte henne men vil bare så gerne at der er en der hører min historie som er så sørgelig som den overhovedet kan være...jeg er den lykkelige ejer af 1korthåret tæve og 1langhåret han hvalp fra sidste år...Februar 2008 får vi hvalpe igen 3 fine hvalpe uden problemer..1 er lidt mindre end de andre....de vokser og trives...8 uger gammel finder vi den lille liggende hel slap, vi farer til dyrlæge (vagtlæge) som først tror at det er en hjerneblødning...men kommer så i tanke om mælkefeber (kalkmangel) han gir den kalk og den kommer sig efter ca en halv time......vi er lykkelige og er overevidste om at det ikke sker igen....men går alligevel ind og tjekker mælkefeber hos hunde på nettet men finder ikke noget særlig....3 uger efter sker det igen. plus krampe...vi drøner til dyrlæge igen.. denne gang er det hos en anden som faktisk kort tid forinden havde chippet den og sagt at det var en lille fin hvalp..vi fortæller at det har været sket før, hvor den fik kalk og at det hjalp, han gir den kalk, men mener at den er alvorlig syg,han vil tage blodprøver og beholde den til den er frisk igen....vi tager hjem uden hund og han ringer derefter kl 21.00 og sir at det ser skidt ud, han har taget blodprøver og tallene er helt hen i vejret....men vi må se tiden an...næste morgen er den død....stor er sorgen...men skæbnen vil at jeg ser en side på nettet ang hvalpe der kan gå sukkerkold, og han var meget lille...spiste ikke altid lige så meget ..og det skete hver gang om morgenen...i mine øjen kan det kun være det han døde af da han normalt ikke fejlede noget....jeg er gal på mig selv fordi jeg ikke havde fundet ud af det noget før....MEN jeg føler virkelig en afmagt over at jeg tager til dyrlæge med mine dyr vel vidende at det er professionelle mennesker, der burde kende alt til sådan noget...jeg græder ved tanken over at den kunne have været reddet med lidt sukkervand....den lå fra formiddag til om natten uden at vi hjalp den....vi har faktisk selv slået den ihjel...først mig selv med min uvidenhed men ikke mindst dyrlægen som burde vide det...har ikke konfronteret dem med det, da jeg har svært ved at tale om det endnu uden at tude....ved ikke hvad jeg skal, har lyst til at melde dem for noget der bare overhovedet ikke må ske, men det får jeg ikke min lille hvalp tilbage af, ville bare gerne kunne informere alle ejere men særlig dyrlæger som vi viser vores tiltro til, om det så skal være igennem en avis eller hva det ved jeg ikke......jeg håber ikke at jeg har taget for meget af din tid ....trængte bare lige til at fortælle det til nogen....på forhånd mange tak ...laila

Besvaret af: Kaj-Ove Hyldahl

Kære Laila

Tak for din mail. Det er nemt at forstå dine trængsler, det er en meget sørgelig historie!
Lad mig slå en ting fast med det samme: Du er helt uden skyld i det, der er sket, du har intet at bebrejde dig selv. Man kan altid være bagklog, men det hjælper jo ikke meget på det, der er sket - desværre.
Til gengæld kan du hjælpe andre, hvis jeg må offentliggøre din sørgelige historie. Desværre kan der ikke tages retslige skridt mod dyrlægen i en sådan sag, det ville først og fremmest kræve en obduktion af den lille hund - og det er jo for sent - og selv om det kunne lade sig gøre, ville man ikke nå langt med det. Han har jo ikke gjort noget forkert - han har slet ikke gjort noget - og det er jo det, der er fejlen!
Jeg bliver også nødt til at nævne for dig, at det jo heller ikke er sikkert, at det var sukker, hvalpen manglede. Det er ikke bevist, kun en antagelse.

Hvis du giver mig lov til at offentliggøre din mail, vil jeg mene, at dyrlægernes navne skal med i historien, det sætter i hvert fald spørgsmålstegn ved deres kompetence ved behandling og diagnosticering af chihuahua-hunde.

Fremover skal du nok sikre dig en dyrlæge, der kender til racen.

Endnu engang tak for dit brev - jeg forstår dig! Men lad mig høre fra dig.

Med venlig hilsen
Kaj-Ove

Lagt på nettet d. 9. maj 2008
En dum mand
En mand sidder stille i lænestol og læser avisen da konen langsomt sniger
sig ind på ham, og hamrer ham EN på låget med stegepanden.
"Hva fa'en er DET for!?" spørger han.
"Det er for den papirlap jeg fandt i dine bukser, med navnet Marylou på!"
svarer hun.
"For 2 uger siden var jeg på travbanen, der hed den hest jeg spillede
på
Marylou" forklarer han -
Hun ser tilfreds ud og undskylder.

3 dage senere sidder han igen stille og læser avis, da konen sniger sig ind
og slår ham totalt ud med en endnu større pande! Da han kommer til sig
selv, siger han, "Hvad hulen er DET nu for!?!?!?"
"DIN HEST HAR RINGET!"

Lagt på nettet d. 12. marts 2008
Nu har han bidt mig for alvor!
Hejsa..

Jeg skrev for noget tid siden, at min Chihauhua-dreng var bange osv.

Nu er den helt gal med ham.
Han har bidt mig for alvor i min ene hånd, fordi han havde taget en lakrids, som jeg tabte på gulvet..
Jeg har aldrig set min hund SÅ arrig..! Han snapper osse ud efter andre hunde nu..
Han har bidt mig så jeg bløder, og jeg måtte opgive at tage lakridsen fra ham.. Han spiste den.

Selvom han er lille, så er jeg blevet utryg og bange for ham nu..
Hvad ska jeg gøre?

Han bider osse efter min lille kusine og fætter, når de besøger mig..
Det er umuligt at have dem i samme rum som min hund..

Håber du kan hjælpe mig..
Er bange for det lille bæst..!

Mvh. Heidi.

Besvaret af Kaj-Ove Hyldahl

Kære Heidi

Uanset den dybere årsag til, at du er blevet bidt af din hund, er det for meget. Han må IKKE bide. Inden jeg kommer med nogen som helst gætterier i denne anledning, vil jeg pointere, at du skal have professionel hjælp til at løse problemet med Ric - NU!
Du bør omgående kontakte en adfærdskonsulent og komme i behandling sammen med din hund.
Men du bør også, gerne før du går til adfærdskonsulenten, kontakte din dyrlæge for at være sikker på, der ikke ligger fysiologiske årsager til grund for Rec's tilsyneladende aggressive adfærd.
For du skal vide én ting. Det er ikke sikkert, at det er din hund, der er noget i vejen med. I langt de fleste tilfælde er det nemlig mennesket, der har fejlet et sted.
Og så er der lige dette: Er det nu et hundebid, du har fået? Eller har hunden "blot" snappet efter dig?
Dette er vigtigt for at stille en eventuel dianose på enten aggressivitet eller nervøsitet - og det er jo en væsentlig forskel.

En voksen hund kender sin styrke i munden, hvilket betyder, at den er blevet forsvarligt bidhæmmet, og den vil derfor aldrig gå til sådanne yderligheder som at bide et af sine mennesker i flokken. Undtagelsen er, at den enten er blevet stærkt provokeret, eller at der ligger fysiologiske årsager til grund for angrebet. Se nu først og fremmest at få undersøgt af dyrlægen, om Ric er helt ok, for hvis han går rundt med stærke smerter, kan dét være årsagen til hans nuværende aggressive opførsel!
En hund snapper for at advare. Hvis den bider - og den kender sin styrke - vil biddet efterlade et dybt blødende sår i hånden, det er slet ikke til at tage fejl af. Er det en skramme, kan den være opstået, fordi du har trukket hånden til dig (naturligvis), da han snappede. Der er enormt stor forskel. Selv en chihuahua, der bider, vil efterlade sig et minde for livet - den vil bide helt ind til knoglen, den vil måske endda knuse din hånd. Derfor tror jeg altså ikke, du er blevet bidt, selv om det blødte; jeg er næsten sikker på, at du har fået en kraftig advarsel.
Men det kan også være, der er tale om noget, som jeg vil beskrive lidt senere.

Never mind. Hunden skal lære at opføre sig ordentligt. Basta!

Når en hund bider, er vi mennesker tilbøjelige til at stemple den som ond eller aggressiv. Men det er slet ikke sikkert, at det er dét, den er. Jeg mener, at der er tale om en meget nervøs og bange hund. En vis aggression er der altid til stede, det er noget, der er naturligt for vilde hunde. I naturen ville den ikke overleve mange øjeblikke, hvis den ikke besad dette medfødte instinkt. Det skyldes frygt, en medfødt evne til at forsvare og beskytte sig mod enhver fare, der truer lige om hjørnet.
For at komme til bunds i dette problem er du ganske enkelt nødt til at finde ud af, hvad Ric er bange for. Er det en traumatisk oplevelse, han har været ude for - enten ude eller hjemme, mens han har været hos jer? Eller måske i den kennel, han kommer fra? Det kan også være, han er blevet dårligt præget som hvalp. - Men siden han tilsyneladende er så aggressiv over for fremmede, både mennesker og andre hunde, kan der både være tale om dårlig prægning og manglende socialisering.
I min artikel om prægning og socialisering kan du bl.a. læse dette afsnit:

"Især er perioden fra den 3. til den 12. uge af allerstørste betydning. Det er nemlig i denne periode, at hvalpen er mest modtagelig for prægning. Opdrætteren har derfor en stor del af ansvaret for, at hunden bliver velfungerende - det er nemlig her, ud over den sociale kontakt og leg med sin mor og søskende, at prægning på mennesker starter. Det er vigtigt, at hvalpen får masser af kærlighed og menneskelig kontakt hver eneste dag. Det skal ikke kun være opdrætteren og hans familie, men kontakt til mange mennesker, både børn og voksne af forskellig alder og udseende. Får hvalpen ikke denne kontakt, vil den udvikle sig negativt, og man vil hurtigt kunne se den skyhed, der er kendetegnende for hundens forfader - ulven".

Noget siger mig, at et eller andet er gået galt - måske i den helt tidlige periode, og har du ikke været opmærksom, ja så kan du sagtens have foretaget dig handlinger, hvoraf resultaterne først ses i fuld styrke nu, hvor han må være blevet omkring et halvt år gammel.

Jeg vil også lige give dig en reminder fra Ruths svar til dig fra tidligere indlæg, hvor hun omtaler aldersperioden: Puberteten
"At han ikke er interesseret i nærkontakt med andre hunde og ligefrem prøver at flygte fra dem, kan - hans alder taget i betragtning - muligvis være et tegn på begyndende pubertet, hvor man skiftevis stoler alt for meget og alt for lidt på sig selv og sine evner til at klare omverdenens mange udfordringer."

Alderen spiller altså også en afgørende rolle i den situation Ric og I befinder jer i lige nu og her. Han er teenager - har du også været i den alder?

-"Ja jeg har, nej vel har jeg ej, det skal du altså ikke bestemme, hvorfor skal I bestemme det hele, det er MIG der er den klogeste, hvorfor kan I aldrig hjælpe mig når der skal træffes store beslutninger, jeg er fandeme ikke sur for......., nu skal jeg lige sige dig"

Du bør læse mine artikler omkring prægning, socialisering og miljøtræning, for jeg tror, at det er dér, "koen er begravet" - det er allerede dér, det er gået galt, er der noget, der siger mig.
Men tro mig, du kan ikke løse problemet selv. Du SKAL have professionel hjælp på nuværende tidspunkt, ellers kan det gå HELT galt.
I skal ikke gå og være bange for hinanden, dig og hunden - og hele resten af familien, det ville være synd for jer alle, og samtidig ville det tangere dyrplageri. FÅ DÉN HJÆLP NU! DET ER TIL ALLES BEDSTE!
Alternativt skulle du måske overveje at finde et nyt og kærligt hjem til Ric - det kan lyde usympatisk, men det er blot et forslag på endnu en mulighed, omend det må være den sidste udvej.

Med venlig hilsen
Kaj-Ove

Relaterende artikler som du kan finde på sitet:
Dominans eller social status. / Prægning, socialisering og miljøtræning.

Lagt på nettet d. 14. februar 2008
Han er meget bange for andre hunde
Han gør og knurrer af alt og alle og uviser
en MEGET aggressiv adfærd

Hejsa.

Jeg er en pige på 19 år, der er den heldige ejer af en sød lille Chihuahua-dreng. Ric bliver 5 måneder d. 23 februar.

Jeg har bare et problem med ham.

Da jeg selv er en social pige og har min hund med alle de steder, hvor det er muligt, så ville det jo være rart, at min hund også var social. Men det er han bare ikke.
Han er meget bange for andre hunde, der er større end ham, og hunde på hans egen størrelse gør han voldsomt af og knurrer. Han gør ad andre mennesker på gaden - og cykler, der kører forbi.
Jeg har hørt, at denne adfærd med at gø og knurre skyldes, at han vil beskytte mig. Men nu har jeg lagt tingene om, så jeg går ind foran ham, når han gør - for at vise, at jeg bestemmer, og at jeg passer på HAM! Altså viser mig som en god og selvsikker flokfører.

Jeg synes, dette går meget godt, men han vil på ingen måde hilse på andre hunde, som gerne vil snuse venligt til ham. Ric gør, knurrer og viser tænder. Han trækker ivrigt i snoren i håb om, at jeg taber den, så han kan løbe for sit liv. Han viser en MEGET aggressiv adfærd, og folk vender sig om på gaden og snakker om, hvor galsindede sådan nogle små bæster er osv. Det er meget frustrerende for mig, for jeg bliver ked af det og føler mig som en dårlig ejer, der ikke har styr på min hund overhovedet.

Vi mødte en lille terrier nede i byen for nylig. Det var en lille tæve, og hun ville gerne snuse og hilse på Ric. De var ca. lige store og både samme højde og drøjde. Ric skabte sig helt ustyrligt og snappede efter den lille tæve flere gange, og jeg tænkte et kort sekund "Nu bider han hende!"

Ric er ellers en meget kærlig hvalp, og han er flink over for min familie, min kæreste og mine venner. Han accepterer, at der kommer andre ind i min lejlighed, og han opsøger selv kontakt til mine gæster. Så nu vil jeg høre, hvad der kan gøres ved hans problem med at omgås andre hunde og mennesker nede i byen.

Min største ønske er, at han frivilligt vil gå hen og snuse venligt og kærligt til en anden hund og vise en rolig og fattet adfærd.

Hilsen Heidi.

Besvaret af: Ruth S. Gundersen

Kære Heidi.

Din hund er, hvad man kalder "angstbider" - dvs., at han mener, det bedste forsvar er et angreb: Hellere bide først, inden der er andre, der gør det! Om du går forrest eller bagest, er nok hip som hap, for uanset sin ringe størrelse vil han altid opfatte sig selv som DIN beskytter - eller flokfører. Og det er denne rolle, han godt kan mærke, at han slet ikke er "mandfolk" nok til at administrere. En nervøs flokfører er nok noget af det, en hund mindst af alt ønsker at være. Det er en ond cirkel at komme ind i - for inde i hans hoved er det jo et nederlag, at han ikke er i stand til at jage dine "fjender" væk ved at gø og bide efter dem, uanset hvor meget han prøver - men jeg er sikker på, at det eneste, du kan gøre for at hjælpe ham, det er lige netop IKKE at forsøge at overtage hans beskytter-rolle - og da slet ikke pylre om ham - men derimod at rose og belønne ham de gange, hvor han IKKE gør eller snapper efter andre hunde og deres mennesker. - For det må da trods alt også forekomme ind imellem?

Du skriver selv, at han er kærlig over for både din familie og dem, der kommer på besøg, og det må du gerne rose ham overdrevent for. Hvis han derimod viser tegn til at blive aggressiv over for fremmede hunde og mennesker, hedder det "NEJ!" - så højt og bestemt du overhovedet kan sige det, samtidig med at du giver ham et ryk i snoren. Så skulle det gerne før eller siden sive ind, at det ikke er behageligt at være aggressiv, men overmåde behageligt at være sød og imødekommende.
At han ikke er interesseret i nærkontakt med andre hunde og ligefrem prøver at flygte fra dem, kan - hans alder taget i betragtning - muligvis være et tegn på begyndende pubertet, hvor man skiftevis stoler alt for meget og alt for lidt på sig selv og sine evner til at klare omverdenens mange udfordringer.

Jeg går selv til kontinuerlig hundetræning - også sammen med nogle hundeejere, der er bekymrede for deres bange hunde - men vi får gang på gang at vide, at det ikke er et problem, vi skal fokusere på, men snarere slå det hen som en bagatel, for det går sandsynligvis over med tiden. Og den bedste måde at komme over problemet på, det er at BLIVE VED med at møde andre hunde - for før eller siden begynder sikkert også din hund at slappe af i andres selskab. Det kan sammenlignes med de hunde, der bliver rædselsslagne ved lyden af nytårsfyrværkeri - Hvis man siger "Nååååh, det er vel nok også syyyynd! Nu skal Mor nok trøste dig, lille skat!" - så bliver de bange hunde ligefrem overbevist om, at det ER noget at være bange for! Tværtimod skal man lade som ingenting - og måske endda give en godbid, hver gang der lyder et brag udenfor, mens man siger "DYGTIG!"

Jeg studsede lige over din bemærkning om, at Ric gøede og var aggressiv over for den lille fremmede tæve, og at han kunne have fundet på at bide... Jamen du HAR vel forhåbentlig så meget styr på din hund, at sådan noget overhovedet ikke kan nå at finde sted, fordi du holder godt fast i den anden ende af snoren...?

Har du overvejet at gå til hvalpemotivation og / eller lydighedstræning med ham? Jeg tror, det ville være en STOR hjælp for jer begge to! Eller du kunne måske alliere dig med en eller flere hundeejere i nabolaget, der er villige til at følges med jer på jeres ture - uanset hvad det måtte give af spektakel undervejs de første 99 gange - for hunde er i bund og grund sociale væsener, der helst af alt vil befinde sig i en flok, og selv om de ikke i første omgang accepterer et nyt medlem i flokken, så overgiver de sig til sidst, og der er stablet et kammeratskab - eller i det mindste en gensidig accept af tingenes tilstand - på benene. - Men når alt kommer til alt, så ER netop Chihuahua'en jo nu engang kendt for at være udstyret med en super-kort "lunte". Det er en af de ting, man er nødt til at se i øjnene - og leve med - som ejer af et eksemplar af racen.

Jeg håber, du kan bruge mine råd til noget konstruktivt.
Held og lykke med din lille hidsigprop!

Med venlig hilsen
Ruth

Kommentar af Kaj-Ove:

TRÆNINGEN
Når du bevæger dig ud på gader og stræder med "Hidsigper", skal du først og fremmest sørge for, at der er kontakt imellem dig og hunden. Du skal gå og tale med ham hele tiden, sørge for, at han er opmærksom på din mindste bevægelse. Straks når du møder en fremmed hund, skal du uophørligt vende om, så snart "Hidsigper" begynder at lægge an til et anfald af sin vanlige galde. På den måde observerer han, som Ruth skriver, at det ikke er behageligt. Når han derimod bevarer sin koncentration på dig, skal han belønnes i samme sekund.
Du skal desuden altid sørge for, at han er godt og grundig motioneret, inden du begynder træningen på mere befærdede steder.
Bliv ved og ved, så kommer belønningen hen ad vejen.

Med venlig hilsen
Kaj-Ove

Lagt på nettet d. 12. marts 2008
Begyndt at gnave i ting
Hej,

jeg har en hanhund på nu 15 måneder. Han har altid været en eksemplarisk hvalp, der aldrig lavede ballade, men nu er han begyndt at gnave i ting, når han er alene hjemme. Det er både sofa, kurven, sko, post osv. - alt hvad der er i nærheden får en tur. Jeg har aldrig kunnet fange ham 'i aktion' og har derfor ikke kunnet skælde ham ud, så han ved, at det er forkert. Jeg har prøvet at aktivere ham ved at gemme godbidder rundt omkring i lejligheden eller give ham et gnaveben, når jeg går, så han kan være beskæftiget med det i stedet, men det hjælper ikke.
Han er alene hjemme i max 7-8 timer om dagen, men det svinger lidt. Om morgenen inden jeg går, går vi en tur på ca. 20 min, og jeg forsøger hele tiden at finde nye ruter, så han kan opleve noget nyt og bruge energi på det. Hans race kræver ikke specielt meget motion (han er en griffon bruxellois), og når vi er hjemme, sover han meget, så jeg forstår ikke, hvorfor han ikke sover, når han er alene hjemme i stedet.
Hvad kan jeg gøre for at få ham til at holde op med at gnave i alting? Han gør det som sagt aldrig, når vi er til stede. Er det mon en fase, han er inde i som 'oprørsk' unghund? Det er ikke noget nyt for ham at være alene hjemme, han har før bare ligget og sovet, når han var det.
Håber du kan hjælpe. På forhånd tak,

- Sanne


Besvaret af Ruth S. Gundersen

Kære Sanne.

Det er godt nok noget af en problemhund, du er rendt ind i dér!

Jeg studser først og fremmest over, at han først nu - i en alder af 15 måneder - er begyndt at lave de nævnte ulykker i hjemmet. Han er sandsynligvis midt i en forrygende omgang pubertets-besværligheder, hvor både mennesker og hunde begynder at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad der har været uden for diskussion hidtil.

I har taget det som den naturligste ting af verden, at han var "sød og nem" og bare lagde sig til at sove, når I ikke har været hjemme. Men nu har han åbenbart fået den idé, at det er mere spændende at sove, når I er hjemme - for bedre at kunne være vågen i alle timerne alene, hvor der er fri bane til alt det forbudte og spændende! Der er noget, han har fået vendt helt på hovedet i den seneste tid, hvad aktivitets- og sovemønster angår.

Det er svært at sætte en præcis finger på, hvad der er gået galt, og hvad der kan gøres for at forbedre jeres situation.
Men I kan i hvert fald sætte de ting uden for hans aktionsradius, der kan sættes væk: Sko, tasker, hastigt henslængte indkøbsposer - breve og aviser (Sidstnævnte kan det måske være svært at holde uskadt, hvis I har en brevsprække i døren, og I ikke er til stede, når der kommer noget dumpende ind - men så ville en udvendig postkasse være en mulig løsning på dét problem). Sofaer og borde kan af gode grunde ikke sættes væk, men der findes et produkt på spraydåse, der hedder "Gå væk, hund!" - som man kunne prøve at sprøjte bordben osv. med. Det ville da være et forsøg værd...?

M.h.t. aktivering har du sådan omtrent gjort, hvad der kunne gøres. Dog har du måske endnu ikke prøvet noget af det helt nye avancerede legetøj - jeg har f.eks. set en tingest hos dyrlægen, der minder om en flaske af et gummilignende materiale, hvor man kan gemme godbidder i på mange forskellige måder. Du kan også udfordre hans intelligens ved at gemme godbidder inden i ting, der igen ligger inden i andre ting osv. - Jeg har desuden set hunde beskæftige sig i timevis med noget så simpelt som en plastic-sodavandsflaske med godbidder i, som hunden så må bruge "de små grå" til at få listet ud gennem flaskehalsen...

Og så er der en ting mere, som jeg studser over: Du går tur med ham i 20 minutter - om morgenen - er det mon så den eneste tur, du går med ham? For så kan jeg da godt forestille mig, at han falder i søvn af bar' kedsomhed, når du ellers er hjemme hos ham! Han skal tværtimod køres så træt, både i tænke- og bevæge-apparatet, at han dejser om af udmattelse, når du skal af sted på arbejde, mens han tænker: "Puha, det var godt, hun gik - nu er jeg søreme nødt til at tage mig en ordentlig skraber, inden hun kommer tilbage og vil aktivere mig endnu mere!"

Har I have - eller adgang til én - er der så ikke mulighed for, at han kan være udendørs i nogle timer om dagen? Hunde trænger jo enormt til at få nye "inputs" - helst mange gange om dagen - hvor de kan aflæse "dagens avis" på træer og buske. Det er ikke for ingenting, at man kalder hunden for "en næse på fire ben". Uden lugt-/duft-indtryk og -udfordringer vil en hund uvægerligt komme til at kede sig og blive frustreret. Det meste af hundens liv og indtryk foregår faktisk gennem næsen!

Er der mon mulighed for at gå til lydighedstræning og / eller agility i nærheden af, hvor du bor? For det er noget af det allerbedste, man kan gøre for sin hund! Ikke alene lærer du - og hunden - "redskaber" til lydighed og mangfoldige former for aktivering - han kommer også i "socialt samvær" med sine artsfæller - hvad INGEN hund kan undvære, hvis den skal kunne udvikle sig optimalt!

Hjælper alt det her ikke, er jeg bange for, at du bliver nødt til at søge professionel hjælp hos en adfærdsbehandler.

Jeg ønsker jer alt muligt held med jeres fortsatte aktiveringsforsøg!

Med venlig hilsen
Ruth S. Gundersen
 

Lagt på nettet d. 29. januar 2008
Aggressiv adfærd overfor hvalp

Hej her fra Kolding

Vi har i familien to chihuahua hunde. Nuser, en tæve på snart to år, samt Buller, en han, der blev et år d. 2. dec.2007. I eftermiddags gik vi en lille tur, og møder en anden han chihuahua, Balder. Buller plejer at hilse pænt på Balder. I dag havde Balder selskab af en ny "lillesøster" på 14 uger. Ganske spontant bliver jeg jo positiv overvældet af begejstring over deres lille nye vidunder på kun 14 uger, der jo var ganske og aldeles bedårende. Vores tæve, Nuser, viser normal adfærd overfor hvalpen. Til min store skræk og forfærdelse viser Buller voldsom aggressiv adfærd, og KUN overfor hvalpen.
HVORFOR GØR HAN DET?
Er han jaloux over min udviste store interesse? Eller hvad?
Håber meget på et svar fra jer!

Venlig hilsen

Irene Jepsen

Besvaret af Kaj-Ove Hyldahl

Kære Irene

Her i den sidste tid har jeg modtaget en del breve fra forfærdede chihuahua-ejere, der har haft nogle endog meget grimme oplevelser med deres voksne hunde ctr. hvalpe. I det værste tilfælde er et helt kuld blevet bidt ihjel, og i andre har der været oplevelser, der minder om din.

Der kan være flere grunde til, at Buller pludselig viser aggressiv adfærd. Den ene og mest logiske gælder din egen teori, nemlig jalousi. "SÅ dejligt er det lille skvat altså ikke, mor" - og "Nu skal jeg lige sige dig en ting, min lille fine ven!"

En helt anden årsag, der ligger langt dybere i han-hunden, kan være: Buller er vant til at mødes med Balder og betragter ham næsten som en i sin egen flok. I denne flok kan han tillade meget - dog ikke, at der kommer andre gener til end hans!

I de føromtalte tragiske tilfælde er jeg sikker på, at det er denne sidste teori, der gør sig gældende, da det netop var en anden han end hvalpenes far, der gik til angreb på de ubeskyttede hvalpe og slog dem ihjel.
Sørg derfor for, at "lillesøster" bliver taget op i sikkerhed af sin menneskemor, når I fremover mødes. Når Buller så er faldet til ro (der kan godt gå et stykke tid - og måske ikke engang hverken første eller anden gang I mødes), kan menneskemor så lige så stille sætte sig på hug ved (og med siden til) Buller og langsomt lade ham snuse. Men vær på vagt! Når der er gået nogle gange, og Buller ikke mere viser aggressiv adfærd, kan lillesøster få lov at komme helt ned til slemme Buller (der nu er sød).

En tredie ting, jeg heller ikke må forsømme at gøre opmærksom på, er, at Buller jo først for ikke ret lang tid siden er blevet kønsmoden, men stadig befinder sig i puberteten. Dér har hunde det med at skifte fra små søde englevæsner til de rene galninge i visse situationer. Dét kan meget vel være en medvirkende årsag til hans adfærd over for lillesøster. Denne kolosale omvæltning, som hans krop både netop har været igennem, og som stadig påvirker ham, kan sagtens medføre aggressivitet. Men bare rolig - det vil aftage, når han har fundet sig til rette i sin "nye" krop og med sine nyfundne drifter.

Jeg studerer pt. på området og forventer om ikke alt for lang tid at have en artikel klar om emnet, men dette er mine bedste bud lige nu.

Med STOR hilsen
Kaj-Ove                                               til toppen
 

Tjekker du også hjemmesiderne www.min-chihuahua.dk
www.chihuahuahund.dk og den nye www.hundinline.dk ?

Lagt på nettet d. 18. januar 2008
Hendes ben kommer med nogle knæk lyde

Hejsa
Jeg har lige købt en chihuahua, hun er født d 1/8 2007. Jeg købte hende her i Danmark til 9000, men fik af vide af ejeren at hun havde købt den i Tyrkiet. Hun sagde så hun havde set moren og faren og det var en ren chihuahua, fik pas o.s.v. med, hvor der stod chihuahua.
Hun var kun en 20 årig pige, som fortrød købet og var aldrig hjemme ved den. så kunne ikke lade være med at købe den, for det var da synd.

Jeg købte hende her for 4 dage siden, hvor hun var 4 mdr. gammel og hun er rigtig sød og kælende, glad for katte og hunde samt børn og fremmede, akkurat ligesom min anden chihuahua på 11 år som har stamtavle.

Jeg må ærlig indrømme at det var et tilfælde, at den første havde stamtavle, da jeg aldrig har gået op i sådan noget, da jeg bare ønsker mig en kælen og sød hund og ikke en udstillingshund eller ynglehund.

Men nu ser jeg at der egentlig er mere der spiller ind.

Min nye hund Freja er som sagt 4 mdr. gammel vejer 1,3 kg og er sundhedstjekket. Kan jeg så ikke være sikker på, at hun ikke er en af dem som kan fejle en masse på grund af at hun er fra udlandet?

Hendes ben kommer med nogle knæk lyde, men dyrlægen sagde der ikke var noget, hvad mener du?

Det skal lige siges, at det er en dansk familie som havde dem i Tyrkiet.

Har aldrig haft det med min langhåret chihuahua på 11 år, men den nye er en korthåret. Er der forskel?

Og hvornår kommer tæver i løbetid og hvor ofte?

Ser meget frem til at hører fra dig.
på forhånd Tak

M.v.h. Tina Dahlgaard


BESVARET AF: Ruth S. Gundersen

Kære Tina Dahlgaard

Du er en modig pige, skal jeg love for! At du uden tøven giver en - så vidt jeg kan se - vildtfremmed person 9.000 kroner for en hund, du synes det er "synd for" - det tyder på, at du nok mere lader dit gode hjerte løbe af med dig, end du egentlig tænker over konsekvenserne af det, du foretager dig.
Men lad os da håbe, du har haft heldet med dig.

At hunden har et tyrkisk pas, hvor der står, at det er en chihuahua, kan man tro på eller lade være. Papir er jo taknemmeligt. På billedet ligner hun ganske vist en chihuahua, bortset fra ørerne, som ser lidt for lodne ud, til at det skulle dreje sig om en ren-racet korthåret af slagsen.

Når dyrlægen har tjekket hende og sagt, at det med knæk-lydene fra benene ikke betyder noget, så må man jo stole på ham / hende. Selv om ingen dyrlæge kan garantere noget 100%, når det drejer sig om en hund, man ikke kan spore, hverken hvad race, oprindelse eller opvækstforhold angår. LÆS OGSÅ OM: PATELLAR LUXATION (knæskalsforvridning el. -forskydning)

Lad os antage, at hun ikke er en helt ren chihuahua. Det gør jo sådan set ingen forskel - for når det drejer sig om en hund, der både virker kælen og venlig og afbalanceret i sit væsen, kan det ligefrem være en fordel, hvis det skulle være en "uægte" hund. For hvis der er flere racer indblandet, kan man mange gange have været heldig at få sig en hund, der faktisk er meget stærkere - og endda ret ofte mere intelligent - end en helt ren-racet. Så det skal du såmænd ikke bekymre dig om. Vent og se, hvad hun har i godteposen til dig hen ad vejen!

Sørg i hvert fald for at overholde de årlige dyrlægebesøg med vaccinationer og sundhedstjek. Og spørg hver gang, om der er sket nogen ændring og / eller skal tages særlige forholdsregler med de "knækkende" ben. Der skal i hvert fald holdes øje med det, uanset om det "betyder noget" eller ej.

Der er ingen forskel i hverken fysik eller psyke fra de langhårede til de korthårede chihuahua'er. Der er kun hårlængden til forskel. Og så er en korthåret jo nem at holde pelsen i orden på!
De små hunde kommer i løbetid efter cirka 1/2 til 3/4 år - og derefter hver 5.-6. måned. Der kan være lidt uregelmæssigheder i starten, til der kommer styr på hormonerne - hunde er jo også kun mennesker, ik?

Alt i alt tror jeg på, at du har været heldig og fået dig en rigtig GOD hund!

Pøj-pøj med det hele og venlig hilsen
Ruth                                                       til toppen
 

Lagt på nettet d. 15. januar 2008
Vild efter at parre min arm

Hej..

Jeg har en lille chihuahua på 1 år. En rigtig dejlig lille dreng, men her på det sidste har jeg haft lidt problemer med ham.
Han har de sidste par måneder været fuldstændig vild efter at parre min arm. Jeg prøver at sige nej og sætte ham på plads, men det hjælper slet ikke. Lige meget hvad jeg gør så er han fuldstændig ligeglad. 2 minutter efter jeg har sat ham væk står han og logre med halen igen. Når vi så kommer op for at skal sove går han amok igen. Hvis jeg så gemmer mine arme under dynen prøver han på at kradse mig i ansigtet med poterne eller bide dynen af mig.
Jeg er virkelig glad for min hund og er rigtig ked af at skælde ham sådan ud og sætte ham væk hele tiden, men jeg er ved at få nok. Det er rigtig irriterende at man ikke kan kæle for ham uden han springer på min arm og vil parre.. Min kæreste rører han ikke kun mig.
Kan det være noget med trygheden. For min kæreste og mig er næsten de eneste der kan komme i nærheden af ham. Han vil ikke snakke med andre. Tror måske det har noget at gøre med vi først fik ham da han var 5 måneder. Men allerhelst vil han være hos mig. Hvis jeg går på ind i et andet rum for at hente noget kan han godt finde på at sidde og hyle indtil jeg kommer tilbage.
Men det er til at overleve, det værste er det med at parre. Har du hørt om sådan hunde før?

På forhånd mange tak.

Med venlig hilsen
Jannie

BESVARET AF: Ruth S. Gundersen

Kære Jannie.

Åh jo, det har jeg skam! Overdreven afhængighed af "Far" og "Mor" er slet ikke noget ukendt begreb. At han mest hænger over dig, er nok noget kønsbestemt, idet man meget ofte ser kæledyr knytte sig ekstra meget til det familiemedlem, der er af det modsatte køn som dyret selv. Nu er der jo gået nogen tid siden dit spørgsmål, så jeg ved ikke, om det stadigvæk er lige slemt - men han kan i sin unge alder udmærket have så voldsom en kønsdrift, at den slet ikke er til at styre. Så skal han simpelthen springe på alt, hvad der kan springes på - og ja, det kan være mildest talt ulideligt!
Men prøv alligevel at holde ud lidt endnu. Han er jo nok slet ikke kommet ud over sin pubertet - den kan sagtens vare yderligere nogle måneder - så det er lige tidligt nok at gribe til drastiske metoder såsom kastration, hvad der vel er det, du mest hælder til lige her og nu.
Tag ham med til din dyrlæge og forklar problemet, så kan han eller hun helt sikkert hjælpe dig og din hund, så I kan have et tåleligt liv sammen fremover.
At I først fik ham i en alder af 5 måneder, tror jeg ikke har den store betydning - tværtimod ville det være mest sandsynligt, at han var så tæt knyttet til jer, hvis han var blevet taget for tidligt fra moderen. Men det ser ud til, at I ikke har gjort særlig meget ud af at få ham socialiseret, og det er både synd og skam for alle parter. Prøv at lade nogle flere - både mennesker og hunde - komme på besøg og sørg for selv at komme ud i alle mulige forskellige sociale sammenhænge med ham, så han kan lære noget om, hvad der foregår ude i den store fremmede verden. Findes der et sted i nærheden med hundetræning / hvalpemotivation for helt små hunde, så vil det være en helt uvurderlig hjælp, både for hunden og dig. Så kunne det jo også være, at alt det nye var så spændende, at han kunne glemme at hoppe på dine arme og ben, bare engang imellem!
Men bliver det ved - ja, så tror jeg, din dyrlæge vil give mig ret i, at der ikke er nogen vej uden om at få ham kastreret. Så skal han nok falde til ro, Og det er IKKE "synd" for hunden, tværtimod! Han bliver rolig og tryg - og strejfer ikke - og holder med tiden op med at opfatte dig som sin "bolleveninde". Det eneste, du så skal passe på, er ikke at overfodre ham, for der følger en hel del magelighed med det at miste sin køns-identitet. Så er madskålen til tider det eneste saliggørende. Men det er DU herre over! Ikke mere mad end før, uanset hvor ulykkeligt bedende hundeøjne han så stiller op med!

Til problemet med at hyle, når du går ind i et andet rum: Lad ham endelig hyle! For hvis du giver efter og tager ham ind til dig - eller går tilbage til ham, uanset om du snakker sødt til ham eller skælder ham ud - så har han opnået præcis det han ville, nemlig opmærksomhed! Og det skulle altså meget gerne være DIG og ikke HAM, der har overherredømmet i jeres hjem.

Knus til dig og din ivrige hanhund
fra Ruth                                                          til toppen
 

Lagt på nettet d. 15. januar 2008
Den tror den har hvalpe

Min Cairn-terrier på 2½ år var i løbetid for 2½måned siden. Nu opfører den sig, som om den havde hvalpe, slikker patterne, der er hævede, plejer et gummidyr, viger kun fra hundekurven, når vi skal gå tur, og drøner da hurtigst muligt hjem igen. Er der noget jeg kan gøre for at afhjælpe situationen, eller må jeg bare lade hunden være og håbe på bedring.

Venlig hilsen

Birgit Høeg

BESVARET AF: Ruth S. Gundersen

Kære Birgit Høeg.

Din hund reagerer helt efter bogen, så der er ikke noget at være bekymret for. Naturen påbyder tæven at gøre sig klar til en befrugtning, når hun er i løbetid - og selv om denne ikke har fundet sted, så kan adskillige tæver alligevel opfatte det, som om der er småfolk på vej; det er det, man kalder falsk drægtighed. Læg også mærke til de 2½ måned, der er gået siden løbetiden - det svarer jo nogenlunde til den tid, hun ville have været drægtig, hvis der havde fundet en befrugtning sted. Altså har hun endvidere oplevet en "falsk fødsel"! - Derfor har hun også haft så travlt med at komme hjem til sit "afkom" og puslet om det og slikket patter osv. osv. - Ja, jeg går da ud fra, at det hele for længst er overstået nu!
Så er spørgsmålet, om det kommer til at gå på samme måde også ved hendes kommende løbetider. Bliver det ved med at være lige slemt, kan du overveje en anti-hormonbehandling hos din dyrlæge - men da vi jo helst skal gribe så lidt som muligt ind i naturens gang, vil jeg foreslå, at du simpelthen lader hende passe sit gummidyr i den tid, "yngelplejen" varer. Med et overbærende skuldertræk, for hun kan jo ikke gøre for det. Beroligende medicin er også en mulighed.
Kan du slet ikke holde det ud - og / eller går hun helt over gevind - så var det måske en idé at lade hende få et kuld hvalpe, så hun kan få tilfredsstillet sin trang til yngelpleje. Kommer dette slet ikke på tale, var det nok bedre at få hende steriliseret, så er du i hvert fald ude over det problem én gang for alle.
Afgørelsen er helt din egen. Men tag en fortrolig snak med din dyrlæge om både fordele og ulemper ved de forskellige løsningsmodeller.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget positivt.

med venlig hilsen
Ruth                                                       til toppen

Lagt på nettet d. 10. november 2007
Alene hjemme på 77 m2 med altan - hver dag
er det dyrplageri?

Hej!

Har været inde og læse de forskellige indlæg, og tænkte på at du nok kunne hjælpe mig :) .

Jeg er på udkig efter en lille chihuahua. Er bare i tvivl om det ville være synd at få en. Mange som jeg har fortalt det til, synes det ville
være synd. De siger at man burde være hjemme hos den hele tiden. Jeg arbejder i en tøjbutik som butikschef, og mange af mine arbejdstider hedder enten 10-16 eller til 17, har en ugentlig fridag og samt en vagt fra 10-19. Er det synd at den er alene så tit? Havde selvfølelig tænkt mig at holde fri den første uge, jeg har den. Og har også en kæreste der havde tænkt sig at hjælpe lidt til. Har planer om at tag den med på arbejde nogle timer, de dage hvor jeg skal være der i 9 timer, selvfølelig ikke hele dagen, men bare et par timer sidst på dagen. (bor ikke så langt væk fra mit arbejde). Men er det dyrplageri? Den skal bare være ude på lageret, hvor jeg ville tag en kurv med.
Jeg bor i en 77 kvm. lejlighed. Og ville høre om det er dyrplageri at havde en hund boende i en lejlighed? Har en pæn stor altan som jeg
ville kunne lukke den ud på hvis den gerne ville ud og sole sig om sommeren (har læst at de elsker det). Ud over jeg arbejder i en
tøjbutik, hjælper jeg til på min fars bar om natten i weekenderne. Har højst 2 vagter om mdr. hvor jeg tager hjemme fra kl. 23 til kl. 09. er det synd at lade den være alene hjemme om natten? Selvfølelig de første par gange ville min kæreste gerne hjælpe til (vi bor ikke sammen endnu, men snakker meget om, at han skal flytte op til mig). Og det skal lige siges at den ikke skal sove oppe i min seng, den får sin egen :). Så ved ikke om den overhovedet bemærker at jeg er væk.

Er ikke i tvivl om opdragelse, det er ikke noget problem. Er opvokset med hund og har haft 3 heste og de kræver en del opdragelse! Og er også udmærket klar over at mange chihuahua, bliver behandlet som små babyer, hvilket min heller ikke kommer til. Vil bare gerne være sikker på at den får det godt og at den ikke bliver ked af at være så meget alene.
Vil selvfølelig prøve at tag den med alle steder som jeg kan komme til, selvfølelig ikke på den bar min far har :).

Skal også lige høre om stamtavle, hvor vigtig er den? Vil gerne have en kort håret tæve, og måske få hvalpe på den en dag. Er det så bedst at købe en med stamtavle?
Og hvor er det bedst at købe dem? Har hørt den blå avis, ikke er det bedste sted at købe dem, synes bare ikke rigtig at der er mange flere sider at søge på.

Jeg må hellere slutte af her, det var ikke meningen at jeg skulle skrive så meget :)...!
Mvh Dorte

Min Mail er dva@sol.dk og hvis den ikke virker kan du bruge spyde@sol.dk


Dorte

BESVARET AF: Kaj-Ove Hyldahl

Hej Dorte

Tak for dit brev, som jeg har læst (og tænkt over) med stor interesse.
Jeg vil starte med at svare dig "lidt baglæns" i forhold til spørgsmålene i dit brevs opsætning.
Valget af racen chihuahua mener jeg er et godt valg, når du nu bor i lejlighed. Den kræver jo ikke så meget plads indendørs, men med hensyn til at lufte den på altanen er jeg mere betænkelig. Det er slet ikke nok for en hund at gå på en altan. Det er underordnet, om der er tale om en lille hunderace, enhver hund har behov for at komme ud og få "en på opleveren", dvs. at komme ud og bruge sine medfødte færdigheder, næsen, at "hilse" på andre hunde i nabolaget, og at afsætte sit eget visitkort, så de andre kan se, hvem der også bor her. Desuden har en lille hund lige så stort et behov for motion som en stor ditto, dog i nedtonet antal af kilometer - og du skal selvfølgelig ikke begynde at lade din chihuahua løbe ved siden af dig på cyklen, men en altan er IKKE nok, og jeg fornemmer, at det nemt kunne gå hen og blive en sovepude for dig! Er du villig til at gå med hunden - minimum 2 x ½ time om dagen?

Om du skal vælge en hund med stamtavle eller ej, afhænger selvfølgelig af, om du skal bruge den til avl. Men ikke kun af det. Hvis du vil være sikker på hundens egenskaber, møde dens forældre, og i det hele taget være sikker på, at det ER en chihuahua du køber, skal du sørge for at få en hund med DKK-stamtavle.
Du spørger, om du skal købe den igennem Den Blå Avis. Ja, det kan du godt, bare det er en godkendt kennel, du køber den igennem - alt andet vil jeg på det kraftigste fraråde. Du kan selvfølgelig godt vælge at handle hos private, men du skal være sikker på, at du kan komme til at se begge forældre-dyr, ligesom du skal tjekke deres papirer meget grundigt for at være helt sikker på, at det ikke er en hund, som er importeret ulovligt, f.eks. fra en af de omtalte "hundefabrikker" (men pas på, sådanne "fabrikker" findes også i Danmark). Skal du være helt sikker i din sag, bør du søge råd og vejledning hos DKK (Dansk Kennel Klub) eller hos din dyrlæge.

Så kommer vi til dit egentlige spørgsmål: Kan hunden være tjent med, at du arbejder så meget, som du gør?
Hvis du kun var væk fra kl. 10 - 16, kunne det måske godt lige gå an, men du har skiftende arbejdstider, og du har natarbejde i nogle weekender om måneden, og det mener jeg er alt for meget alenetid for en hund. Du nævner, at din kæreste muligvis kan hjælpe dig med hunden, men det ville jeg ikke satse på. Det er DIG, der brænder for en lille hund - ikke ham - han elsker dig og ikke nødvendigvis hunden! Han vil gå rigtig langt for at gøre dig glad og tilpas, men det er stadig dig, der har valgt hunden, ikke jer!
Du nævner, at du kan tage hunden med på arbejde, og det kunne da godt lyde som en løsning på et pasningsproblem - men det er en meget dårlig løsning. Man skal ikke begynde at hive sin lille guldklump ud i fremmede omgivelser, hvor den muligvis vil være henvist til at opholde sig i en kasse hverken en halv eller hel dag ad gangen. Godt nok får den kontakt, men det er med fremmede mennesker og langt væk fra de trygge omgivelser derhjemme. Nej, det er synd, du får bare en stresset hund ud af det.

Min konklusion må nødvendigvis være denne, at du venter med at anskaffe dig en hvalp, til du har bedre tid til at passe den, så vil I begge være meget bedre stillet, og dermed begge sikkert blive lykkelige - og det er dét, det drejer sig om. Lykke, kærlighed og tryghed.

Med venlig hilsen
Kaj-Ove

Læs også: Alene hjemme                                           til toppen