|
På denne side vil jeg skrive et par
ord om nogle af de campingpladser, jeg møder på min vej.
Jeg vil også gerne høre - og skrive om - dine oplevelser.
Send mig en mail.
Så hører du fra mig! |
 |
Forord: (2008)
Allerede som dreng elskede jeg at ligge i telt. Sammen med
kammeraterne cyklede vi rundt i Danmark og camperede. Senere
blev jeg musiker, og mit liv som såkaldt blokvogns-musiker
har været én lang rejse. Fra den ene by til den anden, fra
det ene hotelværelse til det andet. En dag blev det bare
NOK. Min hustru og jeg købte en brugt campingvogn, som vi
boede i om sommeren. Det var skønt! Vi elskede det, men
savnede det om vinteren. Så tog vi en stor beslutning. Vi
sagde vores lejlighed op, opmagasinerede vort indbo og
investerede i en helt ny mega-stor Münsterland campingvogn
på over 7 meter. Købt i Norge, 2-akslet, vinterisoleret, med
alle moderne bekvemmeligheder, bad, toilet, varmt vand,
soveværelse, garderobe, køkken, børneafsnit og stue.
I over 3 år boede vi, hvor nu vore spillekontrakter bragte
os hen. Vi levede et skønt liv. Men i 1988 begyndte uheldene
at regne ned over mig. Det kostede job, kone, ja næsten mit
liv.
I dag har jeg været kørestolsbruger i godt 14 år. Endelig
har jeg fået en handicapbil, der gør mig HELT selvhjulpen.
En Renault Master med baglift (læs mere andetsteds).
Hvorfor køre rundt i så stor en kasse, hvor en baglift er
eneste bagage i et "kæmpe" varerum, tænkte jeg. Idéen om at
indrette den til camping tog til, og så tog jeg
beslutningen: Jeg vil ud igen, lige så meget som min sygdom
og almentilstand nu engang tillader det! I et lille års tid
har jeg hygget med indretning, og endelig i juli var jeg
klar til min jomfrurejse. For første gang i 14 år stod jeg
på egne ben og skulle klare ALT selv.
Hvordan det er gået, og hvordan det fremover vil gå? Ja, det
er det, jeg vil skrive om, og selvfølgelig vil jeg bedømme
de campingpladser, særlige rastepladser, og hvad jeg ellers
finder relevant for andre handicappede, på mine ture.
På rejse igennem
Europa:
Vidste du at:
Du kan erhverve en universalnøgle til handicaptoiletter i
Tyskland, Østrig og Schweiz, en såkaldt Europanøgle
eller Euro-nøgle:
Har du behov for at kunne benytte handicaptoiletterne på
store rastepladser i Tyskland, Østrig og Schweiz, kan du
kontakte Invalideorganisationernes Bruger Service IBS
og købe en Europanøgle til 150 kr.
Europanøglen kan bruges i både Tyskland, Østrig og Schweiz.
Organisationen sender nøglen og en liste over, hvor den kan
bruges, sammen med et girokort. Kontakt:
Invalideorganisationernes Bruger Service
IBS Kløverprisvej 10 B 2650 Hvidovre tlf. 36 75 17 93
mellem kl. 10-12
eller mail til:
service@handicap.dk../
www.handicap.dk/ibs
På rejse igennem
Europa:
Genvej til tyske miljømærker via FDM
Miljøzoner i de tyske byer kan volde problemer for
bilisterne, hvis ikke de har anskaffet sig det såkaldte
miljømærkat. Udstedelsen af mærkatet behøver dog hverken
være en besværlig eller dyr proces. Langt de fleste
godkendelser kan ske over telefonen, oplyser FDM.
Berlin og Køln indførte 1. januar 2008 miljøzoner, hvor kun
de mindst forurenende biler må køre. Derfor er det
nødvendigt, at bilister anskaffer sig det såkaldte
’Miljømærkat’, hvis de vil køre inden for disse miljøzoner.
Men det behøver ikke være omstændigt at få det tyske mærkat.
Fra 1. februar fås miljømærkatet til de fleste biler via
telefonisk henvendelse til
FDM.
”Danskere på kør-selv ferie skal fremover undersøge hvilke
regler, der gælder i deres ferieby og dernæst evt. sørge for
at fremskaffe miljømærket. De færreste er interesserede i
ikke at kunne bruge bilen, hvis de er taget på kør-selv
ferie”, siger Randi Voldbakken, feriekonsulent hos
FDM .
Bilkøer og
vejarbejde
Pas på køerne i din ferie
Her er nogle tips til, hvordan du kan forberede dig til din
rejse i Europa: Tjek kø-prognoserne Her på hjemmesiden kan
du op til årets forskellige ferieuger finde den aktuelle
køprognose for den kommende weekend. Tjek også den generelle
køkalender for hele året. Se hvornår næste køprognose kommer
Tjek Køkalenderen for 2008...
Læs mere på FDM's hjemmeside
her |
Ballum Camping
Se også hjemmesiden:
www.ballum-camping.dk
Mail:
ballum.camping@mail.tele.dk
Ejer: Ulla og Uwe Voigt
Kystvej 37, Ballum, 6261 Bredebro
Telefon: 74716263 Fax: 74716276

Ballum Camping: Åben
hele året |
Ballum Camping skilter eller reklamerer ikke med at
være handicapvenlig! Det kan man heller ikke ligefrem påstå,
at den er. Men det er folk på pladsen til gengæld. Man
kommer ikke over
dørtrinnet i reception og kiosk, før
villige hænder kommer til hjælp. I øvrigt kunne jeg sagtens
selv have forceret det bette trin :-).
Det er en skøn plads, der - med kun ganske få tiltag -
sagtens kunne gøres handicap-venlig. Et par små
ramper hist
og pist, og sagen er klar for adkomst. På toilet og baderum
mangler dog et decideret handicaptoilet med håndtag,
badestol og måske regulerbar håndvask. Men kortlæseren
skal ned i højden - dén er placeret for højt oppe på
væggen så den kunne jeg bare ikke nå, så det
blev til etagevask i bilen i stedet for.
Et tilstedeværende
baderum og toilet, der er indrettet til mødre med
småbørn, er nok det mest handicapvenlige, som pladsen lige
nu kan byde på - dét kunne NEMT forceres - lige så nemt som,
at dette rum kunne gøres til det egentlige
handicaptoilet og baderum. Det ville være mit bud på den
bedste, billigste og hurtigste løsning på dét problem! Det
ville nemlig være både billigere og nemmere at indrette et
nyt småbørnsrum et andet sted end at bygge helt nyt
handicaprum. Men det er bare et forslag :-), man kan jo bare
bruge det, som det er nu - altså dele om det; uden for
sæsonen er der plads nok, men jeg gætter på at det nok ikke
er lige så nemt i
højsæsonen.
Udendørs mangler flisegange mellem plads, bygninger og
øvrige faciliteter. Det liggende
ral foran hovedbygningen er
katastrofal for en manuel kørestol! Men her nævnte lejrchefen, at der snart ville
blive anlagt en handicapvenlig køregang. Som det er lige nu er det kun
en el-kørestol, der kan færdes dér.
Der er kiosk med begrænset sortiment, men morgenbrød og
aviser kan bestilles til næste dag.
Af fællesfaciliteter kan bl.a. nævnes: TV-stue, internetcafé,
trådløst netværk og strøm på hver enkelt plads, køkken,
vaskemaskine, legeplads til børnene og meget,
meget mere. HUNDE er tilladt, føres i snor. Nem adgang til affalds- og toilettømning,
friskvandsforsyning flere steder på pladsen. Masser af
gennemtænkte detaljer overalt.
Rent og pænt overalt: Perfekt!
Og sikken en skøn
plads. Dejlig uberørt og rå sønderjysk
natur, endda med kig til vadehavet, hvis man vover sig hen i
dén ende af pladsen. Både lys og åben, og alligevel er der
godt læ på pladsen.
Fik jeg nævnt det? At både ledelse, fast-liggere og øvrige
gæster var SÅ søde, venlige, hjælpsomme og imødekommende, at
jeg næsten rødmede! Skulle nogle af jer læse disse linjer,
vil jeg bare sige tak for hjælpen - og på GENSYN!
Se mine fotos fra Ballum Camping her
|

Lone og Viggo's dejlige vogntog

Lone elsker sine 2 chihuahua-hunde |
|
Vil du det, Lone?
En af mine gode venner, Lone, som også er kørestolsbruger,
rejser en del. Både med sin mand og alene. Hidtil har det
været flyrejser til syden, men nu har de købt en
handicapvenlig campingvogn så de også kan få afprøvet
campinglivet.
Jeg har ikke gjort det endnu - men jeg vil spørge Lone, om
hun vil skrive om sine ture i denne spalte, til glæde
og gavn for alle andre i vores situation.
Vil du det, Lone?
Som det kan ses og læses herunder, ville Lone gerne
efterkomme min opfordring, forhåbentlig til glæde og
inspiration for andre, der der har brug for nye og positive
elementer i livet.
Mit nye campingliv :o)
Af Lone Slyngborg Simonsen

Lone Slyngborg Simonsen
Jeg er, som Kaj-Ove fortæller, kørestolsbruger på fuldtid!
Som mange af jer sikkert har mærket på egen krop, giver det
nogle afsavn i hverdagen. Det, der har
gået mig meget på, er den isolation jeg oplever. Jeg rejser
derfor meget sydpå.
Jeg har mit eget lille foretrukne paradis på Tenerife. Disse
ture er livsvigtige for mig. Både fysisk og psykisk.
Min mand er dog ikke så vild med varmen, så han er svær at
lokke med. Det er jo lidt træls, da jeg jo smadder gerne vil
være sammen med ham. Så vi tog en beslutning!!! Vi ville
have en campingvogn. Hvilket var et stort skridt for mig.
Jeg har altid sagt, at jeg ALDRIG ville på camping!!! Men
man har jo et standpunkt.. osv. osv.! Ikke sandt? Så jagten
begyndte. Og jeg skal lige hilse og sige, at sådan en fætter
med ekstra bred dør og rampe IKKE er billig. Så vi blev ret
hurtigt klar over, at det vi ledte efter, var en brugt vogn.
Efter faktisk ikke så lang tids søgen var vi usædvanligt
heldige. Vi fandt den
skønneste lille (4.10 m) campingvogn. Og kun 5 år gammel.
Det var jo lige noget, Fru Simonsen her kunne lide. Jeg er
jo lidt forfængelig og havde meddelt min mand,
at det vi købte, i hvert fald skulle se ordentligt ud. Men
denne her kunne jeg gå
ind for med det samme. Den er så sød.
Nu har vi så været af sted 2-3 gange. Og hvis det
fortsætter, som det er startet,
bliver dette køb det bedste, vi nogen sinde har gjort. Det
er en følelse af frihed, jeg ikke kan beskrive. Fra at være
"spærret" inde herhjemme kom jeg nu ud i naturen. Jeg møder
mennesker og nyder faktisk at snakke med folk. Jeg skal
indrømme, at jeg er ved at udvikle en.... skal vi kalde det,
en social fobi. Men den kan jeg ikke opretholde her. Der er
nemlig det med campingfolk, at de ikke sådan lader sig
afvise. Selv kuglegrillen er et samtaleemne man kan bruge.
Eller vandbeholderen. De emner overlader jeg nu til min
mand.
Det at ligge i sin seng i vognen om aftenen er en fantastisk
oplevelse. Det er lidt som at ligge udenfor og giver denne
frihedsfornemmelse. Og frit udsyn til
stjernerne gennem loftvinduet. Det er en fornøjelse. Dog er
vi glade for, at vi
investerede i 2 gode madrasser.
Ud over det er vi sammen på en helt anden måde. Vi har en
helt anden dagsorden, og
vi nyder denne måde. Det er mere intens. Måltiderne kan tage
evigheder, da vi jo
også skal sludre. Det gør vi jo også til dagligt, men dette
er noget andet. Ren
idyl!
Vores 2 chihuahua'er er også vilde med det :o)
Nu glæder vi os bare som små børn til den nye campingsæson.
Kan næsten ikke vente.
Vi kan godt lide at køre rundt og se en masse, men vi har
faktisk også tænkt på en
fast plads her i nærheden. Så kunne jeg bruge stedet som
"tilflugtssted" på
ikke-så-gode dage. Dem er der jo nogle af.
Så med vores nye campingliv og mine uundværlige ture til
Tenerife i skøn forening
ser mit liv faktisk dejlig lyst ud. Og jeg håber, jeg har
inspireret nogle af jer til at gøre et forsøg. Jeg havde
ALDRIG troet det. Men det er hele værd!!
Lone |

I Billund lufthavn. Nu kan det kun gå for langsomt.

Fra pool-området på May Y Sol. Kan man andet end
forelske sig? |
FORVENTNINGENS GLÆDE:
Af Lone Slyngborg Simonsen
Som jeg skrev i en anden artikel, har jeg det rigtig
godt med at rejse. Faktisk er det livsvigtigt for mig.
Det kan lyde teatralsk... jeg ved det... Men ikke desto
mindre er det sandheden. I ordenes oprindelige
forstand!! Vi har jo så vores elskede lille campingvogn.
Vi nyder den lille "fis", så man skulle tro, det var
løgn. Og kan næsten ikke vente til næste sæson.
Min anden passion er mine rejser til Tenerife. Og det er
dem, jeg vil prøve at fokusere på her på siden. I små
bidder! Små artikler! Jeg er dernede 3 gange om året, og
jeg glæder mig som et lille barn hver gang. Jeg er lige
kommet hjem her d 7/10.08 og er allerede begyndt at
tælle ned til næste gang, der er d 13/1.08. Helt præcis
er der 87 dage til - i dag. Så meget betyder de ture for
mig. Varmen, omgivelserne, de lokale mennesker og ikke
mindst alle de gode venner, jeg har fået på stedet. Det
betyder alt for mig. Indtil videre har jeg haft en
hjælper med. Det er jo normen, når man er
kørestolsbruger. Men nu er jeg kommet i tanke om, at jeg
vil prøve at rejse SELV!!! Min mand har det slet ikke
godt med varmen, så han er svær at lokke med. Selv om
det ville være dejligt. Men jeg glæder mig faktisk også
til at skulle klare mig selv i en uge. Jeg kan godt. Vi
kan kalde det en slags "statement", jeg har brug for at
komme med.
Og hvordan vil hun så klare sig alene, er der nok nogen,
der tænker.... JEG KØBER MIG TIL HJÆLPEN, JEG HAR BRUG
FOR! Rejsebureauet CHRISTRAVEL arrangerer det hele for
mig. Det sted, jeg har forelsket mig så højt i, ligger i
en lille fiskerby på syd-Tenerife. Los Christianos
hedder byen. Og i den by ligger jordens bedste kurhotel,
Mar Y Sol! Det sted vil jeg beskrive nærmere i en senere
artikel. De har alt: Læger, sygeplejersker,
fysioterapeuter og massører. Du kan få den hjælp, du vil
have....eller ikke have. F.eks. er det et problem, hvis
jeg skulle ned i byen alene. Jeg er epileptiker. Men jeg
SKAL jo shoppe, ikke? (bak mig nu op, medsøstre!) Så dér
får jeg en rigtig sød pige med til at kigge efter mig.
Hun elsker selvfølgelig at shoppe. Vi har også den
aftale med en bestemt sygeplejerske, at har han ikke set
mig i 3 timer, ja så opsøger han mig. Osv. osv. Disse
foranstaltninger er en stor tryghed, ikke mindst for min
mand.
Jeg flyver altid på et totalt ukristeligt tidspunkt om
morgenen. Ikke så sjovt, når vækkeuret ringer - men en
stor fordel, når man efter 5 timer og 30 minutters
flyvetid kan blive båret fra borde og stadig have dagen
for sig. Vi er normalt fremme ved hotellet ved 12-13
tiden. Så efter et tiltrængt hvil kan man stadig nå
rundt at hilse på og få sine adskillige kindkys. Skønt
sted :o)
Hvis man kan sige, at der er en fordel ved at være
kørestolsbruger, så må man sige, at der er i de
forskellige lufthavne, både i Billund, hvor jeg flyver
fra, og i Sofia lufthavn, hvor jeg lander. Du bliver
båret på venlige hænder lige fra check in, indtil de har båret dig
ind på din plads i flyet, til to spaniolere bærer dig ud
i Sofia lufthavn og kører dig op for at finde din
kørestol, samle den og finde din kuffert. Når DET er
gjort, leder de dig hen til nogle meget søde mennesker,
der arbejder i et firma, der hedder LERO. Et firma der
et til for udelukkende at servicere dig. Det være sig
med hjælp af forskellige art til alverdens hjælpemidler.
Kørestol, både el- og manuel, toiletstole, bleer, senge,
svømmebælter....ALT! De holder i øvrigt til på hotellet.
De putter dig så i en liftbus og fragter dig til Mar Y
Sol. Det sjove for mig nu er, at jeg efterhånden kender
alle ansatte. Du skal INGENTING selv. Der er ingenting
at tænke på eller være nervøs for.
Ferien er begyndt :o)
Lone |

Hotel Mar Y Sol
(Klik på billedet for stort foto) |
FERIEN STARTER:
Af Lone Slyngborg Simonsen
I det første artikel skrev jeg lidt om selve flyveturen
til Tenerife. Denne gang vil jeg fortælle om ankomsten
til Hotel Mar Y Sol.
Efter 5½ times flyvetur er det så tid til at lande i
Sofia lufthavn. Indflyvningen til Tenerife er utrolig
smuk. Og man føler virkelig, at ferien begynder.
Det er jo sådan, at handicappede, der har brug for
opbæring i flyveren, kommer først ind i flyveren og
altså også.... sidst ud. Man kan godt undre sig over,
hvor mange mennesker der kan være i en flyver. Når man
sidder og venter på at komme ud, føles det i hvert fald
som RIGTIG mange. Men langt om længe kommer der så altså
2 flinke mænd for at bære dig ud. Der 2 måder at komme
ind og ud af flyveren på. Den ene er en elektrisk
indretning med sejl, og som kan køre ind mellem sæderne,
hvilket er en fordel, da man som ikke-gående skal sidde
helt inde ved vinduet. Denne måde tager bare ufatteligt
lang tid, men er også noget mere behagelig. Den anden
måde....og den, der oftest bliver brugt..... er, hvad
jeg ynder at kalde en "sækkevogn". Der ER faktisk en
sækkevogn, der bare er sat et sæde på. Det er knapt så
behageligt, da de skal løfte mere på dig, men det er
hurtigere overstået. Og så er der en vis
underholdningsværdi i at blive transporteret på en
sækkevogn. Altid et godt samtaleemne til at bryde isen
med. Uden for flydøren bliver du sat over i en lånt
kørestol.
Lige fra flyveren bliver man transporteret op i
ankomsthallen, hvor din bagage og kørestol venter. Man
får al den hjælp, man skal bruge. Både til at finde
kufferten og få den af båndet og til at finde og få
samlet kørestolen. Når alt DET er i orden, bliver du
kørt ud i bussen, der står og venter. Selvfølgelig er
det en liftbus. Turen til hotellet tager ca 20 minutter.
Omkring 13.00-13.30 tiden er vi så ved hotellet. Spansk
tid. Man skal jo lige huske at stille uret en time
tilbage. Alle kufferter bliver læsset af, og
LERO-ansatte står klar til at modtage dig. Du bliver
hjulpet alt, hvad der har med tjek-in på hotellet at
gøre. Det tager nu ikke særlig lang tid og er hurtigt
overstået. Man bliver så hentet og bliver fulgt op til
sin lejlighed. Der er 3 slags lejligheder at vælge
imellem: Studie (lille 1 pers. lejlighed), Medium
(Lejlighed til to) Og en luksus-lejlighed (Lejlighed til
4 personer) Alle 3 størrelser har separate badeværelser
og et lille tekøkken. Lejlighederne er i dejlige lyse
farver, og hygiejnen er helt i top.
Efter en, i hvert fald for mig, LAAANG flyvetur er det
skønt med en seng, man lige kan teste i et par timer. Og
eftersom dagen stadig er ung, har man jo masser af tid
at tage af.
Jeg elsker Hotel Mar Y Sol, fordi det har alt, hvad der
får mig til føle mig tryg og forkælet. Hvem vil ikke
gerne forkæles en gang imellem? Hotellet har elevator
til alle etager, ramper overalt, og tilgængeligheden er
perfekt. De 3 swimmingpools - hvoraf to er med lift -
gør jo bare det hele bedre. Den ene pool er opvarmet til
33-35 grader. Der er en terapi-pool, som bliver benyttet
til behandling, og en stor pool til dem, der gerne vil
svømme den gode mad og "de små grønne driks med
paraplyer" væk fra sidebenene. Rundt om poolene er der
liggestole, som på grund af de 30-35 grader flittigt
bliver benyttet.
Opholdet er med halvpension. Og HVILKEN halvpension. Min
bedste tid på dagen er ved morgenbuffet'en. Der er
ALT!!! Meget af maden består af frugt og grønt, hvilket
jo passer mig perfekt. Man kan virkelig sidde i
restauranten, der i øvrigt vender ud mod poolen, i lang
tid og hygge sig. Der er jo meget mad, man skal igennem.
Det samme gør sig gældende til aftensmaden. Hver aften
har et tema: Kinesisk mad, "Ausraliensk" mad osv. osv.
Der er ALTID et eller andet, man kan lide. Mit uheld er
så, at jeg kan lide det hele! (Hurra for den store
pool...!) Det hele er lækkert at se på og smage på. Der
er virkelig kræset for detaljerne.
På selve ankomstdagen eller dagen efter er der et
informationsmøde, man kan deltage i, hvis man føler for
det. Her kan man få svar på alle de spørgsmål, man måtte
have. Hvis man ikke lige når mødet, fordi man har travlt
med at teste restauranten, poolen eller liggestolene, er
det ikke så slemt. Informationen er fyldt med søde
mennesker, der til enhver tid vil hjælpe og svare på de
mest mærkelige spørgsmål.
Mar Y Sol er som balsam på min sjæl. Ikke blot på grund
af de perfekte omgivelser, men lige så meget på grund af
menneskene og deres positive indstilling og utrolige
gæstfrihed. Men det er vist den næste artikel...
Lone |
Gode link til oversigt om trafikken i Europa
Er du til tal og statistikker? Så se, hvad FDM kan
byde på: her
|
|