ARTIKLER side 4
Opkast

Der kan være mange årsager til, at din hund pludselig begynder at kaste op, og det er noget, man tit støder på hos landets dyreklinikker og dyrlæger.
Katte og rovdyr kaster generelt op, når de æder ting, de ikke kan fordøje; de forsluger sig - og kaster op, det er der ikke noget unormalt i.
Hundehvalpe kan i sjældne tilfælde æde ting som: Legetøj, plasticdimser, tøj - eller stykker af sokker og sko, nødder mv..
Hvis disse fremmedlegemer ikke kan passere gennem mavemunden ud i tyndtarmen, eller hvis fremmedlegemet ligger og spærrer i tarmen,
så vil hunden have vedvarende opkastninger. Ofte er operation den eneste mulighed, da genstanden hverken kan komme op gennem
halsen eller ud gennem endetarmen.
Hunde kan blive meget sløje af at have sådanne fremmedlegemer siddende i tarmsystemet, og de skal opereres ret hurtigt, hvis tarmene ikke skal tage skade af en genstand, der sidder kilet fast. I værste fald kan hunden dø af det, hvis der ikke gribes rettidigt ind.
Hunden kan også kaste op, hvis der er en betændelsestilstand i mavesækkens slimhinde. Her vil hunden have hyppige daglige opkastninger, og det kan stå på i mange dage. I disse tilfælde kaster hunden som regel al sin mad op.
Denne tilstand behandles med antibiotika og med kvalmedæmpende og evt. syreneutraliserende medicin.
Hunden sættes også på diæt. Her er udkogt ris og kylling eller kogt fisk godt. Man kan evt. købe færdiglavet mave-/tarmdiætfoder.
Har hunden irritation i mave /tarm, skal der gives små, men hyppige diætmåltider for at holde gang i peristaltikken (tarmbevægelserne).
Hunde kan som mennesker have reflux af mavesyre (sure opstød og evt. opkast), og her kan man med held behandle med syreneutraliserende eller mavesyreregulerende tabletter, ligesom man gør med mennesker.
Men der er mange andre lidelser, der kan afstedkomme opkastninger hos din hund.
Lidelser i lever og bugspytkirtel er eksempler på organer, der kan være årsag til opkastningen. Det er begge organer, der er tæt knyttet til maven, og de har begge stor indflydelse på på fordøjelsen.
For at stille diagnosen, og det kan være vanskeligt ved sygdom i disse organer, skal der tages blodprøver og bruges røntgen eller scanning for at indkredse problemerne.
Tæver, som lider af livmoderbetændelse, er ofte forgiftede pga. nogle giftstoffer, der frigives af bakterierne i livmoderen. Dette kan også være årsag til opkastninger.
Ved nyrelidelser kan der også komme opkastninger. Det er jo nyrerne, der renser blodet, og er blodet ikke renset korrekt, bliver kroppen forgiftet - med opkastninger til følge. Ved disse lidelser får hunden ofte nedsat appetit, mens der ses en stigende drikkelyst.
Hvis din hund kaster op - eller går og prøver på det, skal du søge dyrlæge hurtigst muligt for at få stillet den rette diagnose og få hunden i behandling omgående. Også her gælder sætningen:
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.

 










Bowlegged stance resulting in medial Patella Luxation
Patellar Luxation - Knæskals-forvridning 
Af Kaj-Ove Hyldahl

Patellar luxation (knæskals-forvridning) anses for at være arveligt. Hos arveligt disponerede hunde kan lidelsen ses allerede ved fødslen, hvor de fødes med en forkert vinkling af lårbenet, så muskler og sener trækker knæskallen ud til siden. Hos små hunde såsom Chihuahua, miniature- og toy puddel,  Pomeranian, Yorkshire Terrier, Pekingeser og andre hunderacer, smutter knæskallen ind på den indvendige side af knæet, mens den hos store hunde sidder på ydersiden.

Patellar luxation angriber begge knæ i 50% af alle diagnosticerede tilfælde.
Patellaren eller knæskallen er en lille knogle i en fordybning i lårmusklens sener. Senen er et bånd af kraftigt uelastisk materiale, som forbinder en muskel med dens tilsvarende kontaktpunkt på knoglen.
Fra denne beliggenhed kan knæskallen af og til smutte ud af fordybningen og derefter smutte tilbage igen.

Det er meget vigtigt, at hunden kommer i behandling så tidligt som muligt i forløbet. Mulighederne for en effektiv behandling bliver mindre, jo længere tid hunden går med den løse knæskal, og på længere sigt vil lidelsen være invaliderende for hunden.

Patellar luxation bliver inddelt i grader fra 1 til 4 i forhold til defektens alvor: 1 står for lejlighedsvis mild lammelse. Med den fremadskridende sygdom, både i varighed og voldsomhed, forekommer denne lammelse oftere og oftere og bliver til sidst kronisk. Hos unge hvalpe med alvorlig patellar luxation viser bagbenene sig tit som "hjulben", hvad der bliver værre under opvæksten.
Kirurgisk korrektion af patellar luxation af 1., 2. og 3. grad giver normalt et vellykket klinisk resultat,
hvorimod kirurgisk korrektion af 4. grad ikke altid er effektiv hos unge hunde.
 
Hvis luxationen forbliver ubehandlet, forårsager den deformitet og forstyrrelse i væksten af det angrebne ben. I alvorlige tilfælde kan benet helt holde op med at fungere eller bevirke andre degenerative følgesygdomme som f.eks. knoglearthritis. Rettidig kirurgisk korrektion er derfor absolut nødvendig, men ofte er ejerne ikke i stand til at opdage funktionsforstyrrelsen hos hvalpen i en tidlig alder, og kirurgisk indgreb finder oftest ikke sted før efter 6 måneders alderen.

Det er stadig uklart, hvad det præcist er, der forårsager dette ortopædiske problem. Mulige årsager kan være: Hofteledsdysplasi, afvigende funktion af muskler og knogler med forbindelse til knæskallen osv.
En undersøgelse, udført over en to-årig periode (1987 og1988) af 1679 hvalpe, der blev solgt i dyrehandeler, viste, at over 7% af hvalpe i 6 til 18 ugers alderen havde medfødt patellar luxation og andre defekter, som hjerte-mislyde, anormaliteter i forplantningsorganer, navlebrok osv.

Behandlingen af knæskals forvridning (Patellar Luxation) er operativ. Fordybningen i lårknoglen gøres dybere, knæskallen justeres/tilvirkes og de blødere brusk- og muskelvæv styrkes. Det er ind imellem nødvendigt at stabilisere leddets struktur med søm, plader og skruer. Hvilken operationsart der tages i brug afhænger af skadens grad og omfang.
Kirurgisk korrektion af patellar luxation af 1., 2. og 3. grad giver normalt et vellykket klinisk resultat,
hvorimod kirurgisk korrektion af 4. grad ikke altid er effektiv hos unge hunde.

1. GRAD
Knæskallen kan manuelt forskydes, men springer tilbage i normal position, når trykket slippes.

2. GRAD
Knæskallen kan forskydes manuelt, eller forskydes spontant, når leddet bøjes. Knæleddet forbliver forskudt indtil det manuelt sættes på plads, eller at leddet strækkes ud og drejes mod forskydningen indtil det falder på plads.

3. GRAD
Knæskallen er forskudt hele tiden, men kan manuelt sættes på plads når leddet er udstrakt. Ved bøjning og udstrækning af leddet forskydes knæskallen.

4. GRAD
Knæskallen er permanent forskudt og kan ikke sættes på plads manuelt. Fordybningen i lårknoglen er enten for flad eller mangler helt.

Kilde: National Library of Medicine. USA.

 

 
Få kontakt med din hund!

Alfa og omega i enhver situation som hundeejer er, at man er i stand til at kommunikere med hunden. Og kommunikation kan kun lykkes, hvis begge parter er lydhøre over for den andens signaler. En hund, der interesserer sig for alt andet i verden end dens ejer, har man så godt som ingen chancer for at få til at gøre noget som helst af, hvad man ønsker af den.

Har du nogen sinde set en toptrænet politihund give opvisning? Ellers prøv, hvis du har nogen mulighed for det - så vil du se, hvor vigtig kontakten mellem hund og ejer er!
Jeg har selv ved flere lejligheder haft den glæde at opleve sådan en 100% kontakt mellem hund og ejer, og det er virkelig en fornøjelse at være vidne til. Hunden formeligt klæber til sin herre og mester og forsømmer ikke nogen lejlighed til at kigge intenst op på ham, mens man tydeligt kan se, at den tænker: "Hvad mon han nu finder på? Jeg må sørge for at være på mærkerne og gøre, hvad han ønsker, i samme sekund han ønsker det, for så bliver han SÅ GLAD for mig!" - Og vel at mærke kan man se, at hunden ikke føler sig truet eller underkuet, men tværtimod udfører sine discipliner af ren og skær glæde og iver efter at gøre det hele så korrekt som muligt.

Lyder det helt umuligt, at DIN hund kan blive så lydig og lærevillig?
Det er det ikke!
Og vejen dertil hedder TRÆNING, TRÆNING og atter TRÆNING!

Jeg har selv gået til træning med min hund, Susie, siden hun var 9 uger gammel - hun er i dag, to år efter, en stor bamse med bjørnekræfter og en kampvægt på næsten 60 kilo. Og vi bliver VED med at træne - det er ikke noget, man "bare lige" holder op med! - Jeg kan da også - med slet skjult stolthed - fortælle, at Susie fra at være en uregérlig "børste" har udviklet sig til at blive til en rigtig præmiehund, som både lystrer mit mindste vink og endda kan kommunikere, så man tror det er løgn. Hun forstår praktisk taget ALT, hvad jeg siger til hende - og der er heller ingen grænser for, hvad HUN kan fortælle MIG...!

Vi startede med hvalpemotivation. Her skulle hundene som det allerførste lære øjenkontakt. Det skete på den måde, at vi satte os på hug foran vores hunde - med en godbid mellem tænderne - og i samme sekund hunden så os i øjnene, skulle vi lade godbidden falde til jorden og sige DYYYYGTIG! Dette blev gentaget nærmest til bevidstløshed - men der skete ét eller andet inde i hundenes hoveder imens - nemlig opdagelsen af, at bare de holdt godt øje med deres ejer, så ville de få noget lækkert.
Så skulle de lære at komme, når vi kaldte. Det startede på tilsvarende måde, ved at vi - så godt det lod sig gøre med godbidden mellem tænderne - sagde hundens navn, og så snart den reagerede, ville den igen blive belønnet.

Hjemmetræningen hertil bestod i, at vi helst skulle være to eller gerne flere personer, der skiftedes til at kalde på hunden - og være klar med en godbid, så snart den kom hen til den, der havde kaldt. Altså kunne det godt "betale sig" at være opmærksom på, om der blev kaldt - og at komme, når der blev kaldt!

Så var der den tilbagevendende disciplin "På plads" - som vi jo slet ikke kan undvære, hvis vi skal have kontrol over vores hunde. Det foregik ved, at vi holdt en godbid ud for venstre knæ, mens vi skiftevis stod og gik - og med jævne mellemrum lod hunden få denne godbid, mens vi gjorde klar til at give den næste - og næste igen. "Ja-så!" tænkte hundene - "Det kan altså også betale sig at gå pænt - det giver også belønning, det må jeg huske!"

Ikke for at remse alle de andre øvelser op, vi naturligvis også lavede til hvalpemotivationen og senere på de videregående træningsstadier - men dette her var grundlaget for enhver videreudvikling af hundenes lydhørhed over for deres herrers kommandoer.

Er man usikker på, om ens hund vil komme, når man kalder, vil det være meget uklogt at begive sig ud - uden line - mellem andre hunde og deres mennesker - eller biler - for slet ikke at tale om katte eller vildt, der pludselig kan sætte jagtinstinktet i gang. Så træner man allerbedst på en totalt lukket plads, en baggård eller et indhegnet område, hvor der absolut ikke kan ske nogen ulykker.

Men før eller siden SKAL hunden jo ud af "kravlegården", for man kan jo ikke gå rundt på en lukket plads med den - altid...!
Nej, naturligvis ikke. Men de grundlæggende discipliner skal altså være i orden, inden man vover sig ud i det pulserende liv. Både for hundens skyld og din egen - og alle andres. Og i trafikken er det naturligvis et MUST, at du har line på din hund - ALTID.

Er du efterhånden sikker på, at du har din hunds opmærksomhed, så tag den med ud blandt andre hunde og deres mennesker. Dette er jo allerede for en stor del sket i samværet under træningen - men disse med-hunde bliver hurtigt betragtet som en del af "familien" og dermed ikke som en trussel. Helt anderledes kan det gå, hvis I møder en fremmed hund. SÅ gælder det som aldrig før at holde kontakten! Du har naturligvis line på hunden, men det er ikke nok alligevel. INDEN din hund overhovedet får øje på den fremmede - hvis det på nogen måde kan lade sig gøre - skal du være klar med noget, der kan distrahere fra det fremmede indtryk. Et stykke legetøj, en godbid, skift i tempo mellem langsomt og hurtigt, skift i stemmeleje, så hunden bliver tvunget til at holde øje med, hvad du foretager dig - hvadsomhelst du kan komme i tanke om, er bedre end at risikere, at din hund og den fremmede ryger i totterne på hinanden. Og lykkes det at komme helskindet forbi den fremmede, skal du rose hunden i høje toner - sig DYYYYGTIG!!! og giv den endnu flere godbidder. Så lærer den lidt efter lidt, at fremmede hunde slet ikke er noget, den behøver at bekymre sig om. Du må jo tænke på, at uanset om hunden er stor eller lille, så betragter den sig selv som DIN beskytter - men hvis der ikke er noget, den behøver at beskytte dig imod, så kan den jo også bare slappe af og gå roligt videre.

Viser det sig, at din hund har tendens til at stikke af - og det kan jo ske i de bedste familier - så lad være med at løbe efter den. Det er det værste du kan gøre, for så tror den bare, at det er noget I leger, og vil sandsynligvis løbe endnu længere væk fra dig. Nej, så er det meget bedre at gå den modsatte vej, sætte sig ned på hug med ryggen til - og lade, som om man har fundet noget uhyre interessant på jorden, samtidig med at man siger nogle helt anderledes lyde, end hunden har været vant til. Før eller siden vil den blive så nysgerrig, at den slet ikke kan lade være med at komme og se, hvad det er, du har fundet. - Så er det, man kan fristes til at gribe fat i hunden - "HAPS, der fangede jeg dig!" - Men det er IKKE nogen god idé. Så er det meget bedre at sige "Nå, er du dér? Det var da pudsigt!" - og lade, som om hunden slet ikke har din interesse. Lad den bare løbe et par gange til - og kald den til sidst til dig - og SÅ roser du den med en godbid. Grunden er, at hvis hunden først har fået smag på det frie liv - og oplever at blive "fanget", så snart du kan se dit snit til at gribe fat i den - vil den absolut ikke have lyst til at komme tilbage til dig sådan lige med det samme.

Dette var et par tips til at få en opmærksom hund, du virkelig kan have glæde af. Men en hund er ikke "færdiguddannet" én gang for alle - der kommer hele tiden nye udfordringer til for jeres begge to's vedkommende - så det er i hvert fald min erfaring, at man ALDRIG bliver "færdig" med at træne sin hund! Lad den blive ved med at opleve nye situationer og se nye ansigter, den skal tage stilling til - det holder dens sanser skærpede, og du vil med tiden opleve, at du har hjulpet din hund til at blive lige netop dén lydige, opmærksomme, kærlige og hengivne hund, du altid har ønsket dig.

Rigtig god fornøjelse med dit dejlige hundetræningsliv!

Ruth S. Gundersen


Til toppen